Nu mangler kun det sidste – selve konfirmationen!
Af Karen Sofia Jakobsen
Konfirmandundervisningen er rundet af på smukkeste vis. På aprils varmeste dag, siddende på tæpper i parken, havde vi vores sidste undervisning. Her talte vi om Skabelsen og vores ansvar som forvaltere af verden. Det gav både eftertanke og gode samtaler i forårssolen.
Da vi tog en runde og spurgte konfirmanderne, hvordan det føles, nu hvor dagen nærmer sig, var der et par klare fællesnævnere: De er nervøse, spændte og glæder sig. Og med god grund! Søndag den 10. maj er det nemlig deres store dag, hvor Andreas, August S, August K, Emil, Holger, Kaya, Leonora, Nanna, Noa, Tobias, Valentin, Ziva, Walther og William skal konfirmeres. Det bliver en festdag med en fyldt kirke, så fyldt, at der også bliver livestreaming i caféens sidelokaler, så alle kan følge med.
Årets konfirmandhold har været stort med i alt 22 unge mennesker, og det har sat sit præg på livet i og omkring kirken. Blandt de øvrige konfirmander er Ella, Lucca, Julie, Hannah, Marie, Liva, Johan og Benjamin. Flere af dem skal konfirmeres med deres klasse, og nogle er allerede blevet konfirmeret. De har givet udtryk for, at de vil komme og støtte deres venner på dagen.
Hver onsdag har kirken summet af liv, grin og teenager-energi, når konfirmanderne er mødt op til undervisning. Efterfølgende har køkkenet også mærket deres energi, når der har været gang i ovnene og frysepizzaerne, inden de skulle til Nova, som er en time efter konfirmandundervisningen. Det har været en vigtig del af både det formelle og det uformelle fællesskab.
Som en sidste fælles afslutning venter der konfirmanderne en Afterparty-aften sammen med Nova. Her skal vi en tur til Åbyhøj og spille lasergame, inden vi slutter af med pizza og aktiviteter i kirken. Det bliver en festlig og hyggelig afslutning på et forløb fyldt med oplevelser, refleksioner og fællesskab.
Nu er det snart d. 10. maj, og vi glæder os til at fejre konfirmanderne og sende dem videre med både minder og med ord på vejen.

