Berørt 2026 – Gud mødte os midt i fællesskabet

Af Lukas Christensen

Årets Berørtkonference den 17.–19. april blev endnu en gang en weekend, hvor Gud mødte os med nærvær, forvandling og ny frimodighed. Over 250 deltagere var samlet, og vi havde glæden af at byde velkommen til to inspirerende hovedtalere fra New Wine i Storbritannien: Kath Johnson og Laura Gallagher.

Konferencens tre undertemaer – fyldt, forvandlet og sendt – satte retningen for en weekend, hvor Helligånden rørte ved mennesker, genopfriskede kald, bragte helbredelse og gav ny mod til at leve troen ud i hverdagen. Samtidig bød programmet på et bredt udvalg af seminarer og masser af tid til at styrke fællesskabet på tværs af menigheder. En særlig tak skal lyde til de over 30 frivillige, der brugte tid, energi og talenter på at få konferencen til at køre. I gjorde en kæmpe forskel!

Fyldt – tid til Guds nærvær
Berørt er kendt for at give tid og plads til Helligånden, og det mærkede deltagerne tydeligt:
“Jeg oplevede Guds nærvær stærkt under fællesmøderne både fredag og lørdag. En af grundene var tid – tid til at dvæle ved ord og fornemmelser, i bøn og forbøn.”

En anden deltager delte:
“Til forbøn kunne jeg mærke, at jeg var fyldt af Helligånden. Jeg græd hele
arrangementet igennem, nok fordi jeg mærkede det samme igen og igen.”

Forvandlet og sendt – ud i verden med Helligåndens kraft
Lørdag satte fokus på, hvordan Gud både forvandler og sender os – lokalt og i hverdagen. Gud giver os så meget, som vi kan dele ud af.

Det blev konkret, da en gruppe på otte deltagere gik ud på gågaden i Aarhus for at dele Jesu kærlighed gennem samtaler, forbøn og små glimt af Guds omsorg. Samtidig oplevede flere, at Gud talte til dem om at være sendt til deres studie, arbejdsplads, familie og omgangskreds.

En deltager fortæller:
“Gennem tale og forbøn erfarede jeg en bekræftelse af mit kald til små børn – disse kan også blive ‘transformed’.”

En anden delte:
“Gud helbredte, forløste, rensede og fyldte på og mindede mig om personlige skriftsteder ved at gentage sit kald til mig gennem prædikenerne om Esajas 61 og Matt 10.”

Fællesskab – Ånden i mellem os
Fællesskabet på tværs af AAVM og andre menigheder var en stor gave. Måltider, spilcafé, workshops og uformelle samtaler skabte rum for nye relationer og dybe møder. Som en deltager udtrykte det:
“Jeg lod Ånden lede mit selskab med andre deltagere, og det fungerede.”

Tak for en stærk og livgivende weekend
Vi står tilbage med dyb taknemmelighed over alt det, Gud gjorde – i møderne, seminarerne, forbønnen og fællesskabet. Berørt 2026 blev endnu en påmindelse om, at Gud er nær, at Han forvandler, og at Han sender os ud i verden med sin kærlighed.

Vi glæder os allerede til næste år – ses vi?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *