Af Hans-Christian Vindum Pettersson
Sommerferien strækker sig langt ind i august for mange studerende – også i 16-miljøet. Derfor valgte vi at arrangere de helt store opstartsgudstjenester d. 8. og 15. september, frem for i august. Og sikke en oplevelse! Vi oplevede to gudstjenester med stort engagement fra hele menigheden, og en fornyet energi!
Jonas og Kasper fra Fellowteamet omarrangerede hele cafeen, så det stemningsmæssigt matcher en ung kirke, der trænger til nogle omgivelser, hvor det er oplagt at connecte og møde nye folk.
Værtsteamet mødte talstærkt op i nye t-shirts og gav en hjertelig velkomst til alle, der trådte ind ad døren. De satte også deres nye koncept SPØR’BAR i søen, hvor de stod med velkomstkaffen og delte ud fra baren tættest på garderoben. På den måde kunne de møde folk og nå at sige mere end ”velkommen”.
Også klyngelederne tog ansvar; de mødte folk i kaffepausen midt i gudstjenesten, og senere delte de gin&tonics ud under fællesskabsmåltidet. Det fantastiske cafeteam stillede naturligvis også op og lavede dejlig mad til alle de sultne unge mennesker.
Også de forskellige gudstjeneste-teams har præsteret nogle ekstraordinært flotte indsatser med god lovsangsledelse, forbønstjeneste, kirketjenere, nye og gamle teamledere, lyd/av-folk osv.
Jeg har fået lov at prædike til begge gudstjenester. Jeg er gået efter at tage bibelske personer frem, som vi kan identificere os med som unge, som vi kan lære og lade os udfordre af.
Er du nysgerrig på, hvad det betyder med en velkomst-kaffe, et værtsteam og en hyggelig lounge efterfølgende. Så prøv vores gudstjenester klokken 16 af 😊 Alle er velkomne!