Af Jane Baumgartner
Henover foråret har vi igen nydt at samles til familiegudstjenester i menigheden – hvor der er fuldt fokus på nærvær, børnelovsang, hygge og aftensmad.
Vi har budt nye familier velkomne i fællesskabet – og glæder os over at se en ny generation af børn og forældre finde vej ind i familiegudstjenesterne.
Enhver familiegudstjeneste starter med saft, kaffe og rigelige mængder af snacks, hvor både børn og voksne lige ”lander” førend vi sammen går ind i kirken til en halv times gudstjeneste fyldt med sang, fagter, forkyndelse – og besøg af ”Arnold”, som altid finder på et eller andet skørt, som både børn og voksne griner af.
Efter farvelsangen fortsætter fællesskabet med børn, der suser rundt i kirken, mens andre finder ro over duplo og krea-aktiviteter i Mini-kirken. Et madteam sørger for børnevenlig aftensmad, og ved langbordene i caféen mærker vi, trods lidt uro fra spisende børn, at vi er en del af en stor kirkefamilie – og at her er godt at være.
Vi håber, at familiegudstjenesterne er med til at styrke båndet mellem børnefamilierne og at de gennem en fælles gudstjenesteoplevelse og måltidsfællesskab oplever sig velkomne og omsorgsfuldt taget imod i lige præcis den – ofte – lidt kaotiske livsfase det er at være børnefamilie.
Vi glæder os allerede til næste familiegudstjeneste, som er den 28. maj 2026, som er den sidste familiegudstjeneste her i foråret. Her vil vi have Pinse på programmet – og igen er der selvfølgelig sørget for aftensmaden.

