Så er det lige op over, at vi snart skal mødes til ÅVM’s store dag; nemlig vores årsmøde og årsfest. 

Vi er i fuld gang med forberedelserne for at få skabt en spændende og festlig dag. 

Mange af jer møder noget af forberedelserne, når vi kalder på tilsagn fra alle medlemmer for 2022 på mails, SMS og til gudstjenesterne, og deler videoer og opslag, der slår tonen an til festen, samtidig med at vi minder om at tilmelde sig dagen. Vi håber det giver mening, og giver motivation til at være med og bære med også i det nye år

Det er en periode, hvor vi også laver status på alle tal og statistikker. 

Hvor mange kommer til gudstjenester? 

Hvad siger medlemstallene? 

Hvor meget kommer ind i tilsagn? 

Går kurverne op eller ned? 

Jeg er personligt helt nede i tallene og tendenserne og glæder mig til at dele dem med jer. 

Samtidig kan jeg også mærke, at det i sådan en tid, er ekstra værdifuldt at vi hele november prædiker over temaet nåde. Et stort event er fuld af gøremål, og tal og statistikker lægger tæt op af vurdering, bedømmelse og præstation. Derfor er det ekstra nådefuldt, at lytte ind til Guds røst omkring nåde, og gribe fat om dybden af hans nåde. 

  • Hans kærlighed er ikke påvirket af vores evne til at præstere
  • Hans nærvær er ikke betinget af vores tal, statistikker, karakterer eller feedback fra ledere eller medarbejdere
  • Hvert af vores bidrag af tid, kompetencer, energi, indsats og økonomi er blevet givet hver af os ved hans nåde. Og det er ved hans nådes kraft, at det kan skabe ekstra værdi og gøre en forskel langt ud over det vi selv kan forestille os. 
  • Hans kirke bygges af Ham ved hans nåde

Måske har du også brug for at høre disse ord for tiden. Tiden med corona var på mange måder en tid, hvor man kom ned i gear. Og med genåbningen, kan det opleves modsat, og kravene kan virke større end før. 

Husk på Guds nåde midt i det, og hold fast i at han elsker dig uanset hvad, og vil være dig nær uanset hvad. 

David Viftrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *