Frihed og fællesskab

//Hans-Christian Vindum Pettersson

Så kom meddelelsen om ophøret af restriktionerne og begrænsning af vores frihed. 1. februar blev vi frie Igen. Måske var det ikke så euforisk som i august 2021 og september 2020. Vi har jo prøvet det før. Og bølgegangen imellem frihed og begrænsninger i den her tid gør måske, at nogle bliver lidt kyniske. Var det her så sidste gang, eller skal vi begrænses igen senere på året? Det ved vi af gode grunde ikke. Livet virker mindre forudsigeligt, og måske hindrer det nogle i taknemmelighed over friheden og at bruge den nu.

Så her kommer en opfordring om at se og gribe mulighederne. Særligt når det kommer til fællesskab. Kæmp dig ud af din corona-tilvænnede tilbageholdenhed. Insistér på at vende tilbage til nogle af de vaner, som du værdsatte, før verden blev vendt på hovedet. Er du ikke klar til at mødes med mange, så er det helt okay, så find en mindre gruppe at mødes med. Men mød andre! ”Det er ikke godt for mennesket at være alene”.

I ÅVM har vi blandt andet fællesskab på programmet det næste halvår.

Vi har fx valgt kun at holde én gudstjeneste den første søndag i måneden, en fællesgudstjeneste. Og det er ikke fordi, der er færre til gudstjeneste samlet set, for tallene går opad. Det handler om, at vi tror på, at det er en tid til at samles på tværs af alder, livssituationer, sprog og kulturbaggrunde. Også efter gudstjenesten hvor staben og nogle frivillige planlægger fællesspisning og andre sociale initiativer.

Men hvorfor ikke bare blive i sine enklaver? Det virker simplere, sikrere, lettere. Ja, måske. Men der er gode grunde til at lige præcis kirken skal gå meget op i at reducere de sociale skel i fællesskabet.

For det første er det noget af det som Jesus revolutionerede folks forventninger med. Han sikrede med sin død og sin opstandelse, at alle kan blive Guds børn uanset livshistorie, social status, alder, etnicitet eller køn, og dermed en del af Guds folk. Han kaldte jøder og ikke-jøder, kvinder og mænd, slaver og frie, børn og voksne til at være én herlig og broget udvidet familie. Hvorfor har Helligånden netop lagt vores stier sådan til rette, at vi er endt med at være en del af ÅVM på samme tid? Det er et spørgsmål vi bør stille, og svaret tror jeg kun, vi finder, ved at begynde at leve mere som én familie – og mødes på tværs af skellene.

For det andet, fordi vi har brug for hinanden. Da jeg fik lov at afslutte Alpha-forløbet i januar talte jeg om ”Hvad med kirken”, og et af de tre vigtige idealer som kirken stræber efter, er at være som ét legeme. En krop er en enhed, som består af mange tilhørende dele med hver deres funktion. På samme måde stræber vi som menighed efter at være en enhed, hvor alle oplever, at de hører til, og hvor alle kan bidrage og gavne.

For det tredje skal vi søge fællesskabet på tværs, fordi det kristne, grænsesprængende fællesskab er et tegn om, at her er noget særligt på færde. Verden er ved at gå op i limningen af nye grænsedragninger, og her kalder Helligånden os sammen som kirkefamilie til at vise en anden vej i ord og handling.

Så derfor: en kraftig opfordring til at udnytte friheden og søge det fællesskab du trænger til. I ÅVM er der mange typer fællesskab: gudstjenester, UpSide, lovsangsaftener, mentorskab, klynger, smågrupper, bibelskole, Alpha, tjenestefællesskaber. Spørg endelig hvis du har brug for vejledning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *