Af David Viftrup
Godt nytår til jer alle.
Det er utroligt, så hurtig tiden går. Julen er allerede et fjernt minde, og det nye år er i fuld gang. Man kan faktisk også ane, at det er blevet lidt lysere igen.
I ÅVM er året skudt godt i gang med lovsangsfest d. 1. januar med over 400 deltagere, opstart af 7 dates med fuld hus, Upside-lovsangsaften med 110 unge og mange til gudstjenesterne om søndagen. Samtidig er smågrupper og klynger godt i gang med at mødes i hjemmene. Det er godt at mærke, at man er sammen.
Det gælder specielt når verden omkring os samtidig har været igennem en rystetur her i januar. Trump og USA’s meldinger omkring Grønland, og usikkerheden omkring hvor meget der ligger bag ordene, giver en fornemmelse af, at den verdensorden vi kender i Vesten er under forandring. En forandring hvor en af konstanterne i vesten nu opleves som utilregnelig og uforudsigelig. Det skubber til frygten og giver samtidig en oplevelse af magtesløshed. Midt i det har vi brug for hinanden og det livsnære trosfællesskab. For midt i magtesløsheden, har vi en Gud, som vi kan udøse vores hjerte til, og lægge vores liv (og land) i hans hænder.
I den kontekst har det givet ekstra god mening, at vi om søndagen har indledt det nye år, med at fokusere på gamle sandheder, gennem prædikenserien om trosbekendelsen. I trosbekendelsen har vi fat i kernen af troen, som kirken har holdt fast i og bekendt sig til, i snart 2.000 år. En sandhed om den store konstant i verden. Den uforanderlige sande Gud, som er fuld af troskab og kærlighed, og har sendt sin søn for at frelse os og føre os ind i fællesskab med ham. Det er værd at holde fast i.