Af Anders Michael Hansen

Peder Poulsen er siden 1. okt. blevet tilknyttet staben i ÅVM som frivillig med titel af ”åndelig vejleder”. Peder Poulsen var menighedens første præst fra 1990 – 1997 og er nu vendt tilbage til Aarhus efter mange år i Randers, blandt andet som præst for Randers Oasekirke. Peder leder Dybere Liv-netværket i Dansk Oase – kendt fra SommerOase. Peder varetager en bestyrelsespost i Ådalen Retrætecenter i Ålum vest for Randers og er vejleder i ignatiansk spiritualitet. Peder har gang i en lang række tilbud og projekter, som medlemmer af ÅVM også kan gøre brug af. Peder er også åben for samskabelse med ÅVMs medlemmer af nye initiativer og tilbud.  Peder har fået tildelt en fleksibel kontorplads i det åbne kontormiljø i sekretaritatet i ÅVM og vil kommunikere løbende på ÅVMs nyhedskanaler såsom Facebook og Nyhedsbrevet vedr. de aktiviteter, tilbud og projekter, som vil kunne komme ÅVMs medlemmer tilgode på den ene eller den anden måde. Du kan kontakte Peder Poulsen på peder@danskoase.dk.

 

Åndelig vejleder Peder Poulsen præsenterer sig selv:

”Jeg er pr. 1. okt blevet tilknyttet staben i Aarhus Valgmenighed som åndelig vejleder. Jeg vil sige tak for tilliden og glæder mig til at opfriske bekendtskabet med gamle venner og måske også få nogle nye.

Der står i Lukasevangeliet at ’Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker’, altså at han voksede mentalt, fysisk, socialt og åndeligt. Den samme udvikling inviterer Livet os ind i hver især. Som åndelig vejleder tilbyder jeg mig som medvandrer i kortere eller længere tid med de af jer, som ønsker det. Som åndelig vejleder arbejder jeg ulønnet og på deltid og jeg håber det kan finde en god synergi med mit engagement andre steder, f.eks. i Dybere Liv Netværket ved Dansk Oase. 

”Jeg vil gerne være med til at udvikle nye tiltag, måske byder jeg selv ind med noget og måske kommer nogle af jer på nogle ideer, vi kan gennemføre i fællesskab. Jeg har et stort netværk af skønne og skøre mennesker, som gerne vil lege med. Jeg glæder mig til at se, hvad der vokser frem”. 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *