PRÆSTENS BORD

Vi skal tale sammen – meget mere

Af Anders Michael Hansen

Som valgmenighedspræst skriver jeg personligt under på en indmeldelses- eller udmeldelsesblanket, hver gang nogen melder sig ind og ud af kirken. Det tager 5 sekunder. Men beslutningen forud for en ud- eller indmeldelse varer jo længere tid. Meget længere tid. Ofte ved jeg ikke, hvad der medførte en beslutning om at træde ind i eller ud af fællesskabet. Jo, hvis de flytter til en anden by. Men når mennesker vælger at træde ud uden at flytte by tænker jeg: ”Jeg ville godt have været med i processen, have lyttet til, hvad grunden er. Kunne jeg – vi – andre have gjort noget anderledes? Kunne vi sammen have skabt noget andet som gjorde, at fællesskabet bestod?” I denne uge skrev jeg en sms og tilbød en samtale. Den var oplysende for mig. Teologisk uenighed om den lutherske trosforståelse. Det, jeg fandt opbyggeligt, fandt en anden ubibelsk. Jeg syntes ellers selv, at min prædiken om troens fire aspekter sidste søndag var lige det, som der skulle siges. Eller dagen før, en anden samtale: et par ville skifte kirke, fordi en udfordring ikke var blevet løst. Beslutningen var truffet. Men vi kunne måske godt have talt os frem til en god løsning, hvis vi bare havde haft tid til at arbejde på den. Men tiden var gået.

Vi er mennesker. I proces. Med afgørelser under konstruktion. Hele tiden. Hvor ender vi i forhold til fællesskabet og hinanden? Vi må tale noget mere sammen – noget før. Processen og samtalen har betydning for resultatet. Resultatet er ikke givet på forhånd. Vi skal ikke tro, at vi kan overskue alle muligheder på egen hånd. Ofte undervurderer vi, hvad vi sammen kan ændre. Drager konklusioner for os selv. Involverer ikke de, som faktisk rigtig gerne vil lytte og har indsigt, nåde, visdom, indflydelse eller en ledelsesmæssig løftestang til at løfte byrden for os.

Prædikenen bliver en meget svær kunst, hvis prædikanten skal gætte, hvilke udfordringer eller spørgsmål menighedens medlemmer sidder med. Hvis en præst skal have noget relevant at sige i sin prædiken som tilhørerne kan identificere sig med, skal den også hente inspiration fra samtaler, samvær og sjælesorg med menighedens medlemmer. En prædiken kan ikke bare forberedes gennem bibelske studier eller de aktuelle begivenheder i nyhederne. Men vi skal nu heller ikke bare tale sammen, fordi præsten skal prædike på søndag – men fordi samtalen er essentiel i sig selv – og kan så meget mere.

Samtaler kan noget. Dens formål er at blive kendt, at kende den anden, at skabe relation, at vandre sammen, at formes, at dannes, at udfordres. Ingen af os kan nå frem til sunde holdninger, værdier, opbyggelighed, løsninger eller konklusioner helt på egen hånd. Vi har brug for, at nogen har taleret – og vi skal derfor give hinanden taleret ind i vores liv. Proaktivt. Bed om feedback. En US undersøgelse viser, at vi i gennemsnit har 3.7 blindspots. Altså blinde pletter,vi ikke har erkendt om os selv. Det skal vi bede om hjælp til. Vi skal sådan set ikke give feedback, men vi skal bede om det.  Vov at bed dine venner, din ægtefælle, dine børn, din arbejdsgiver om feedback – og du får mulighed for at ændre det, andre godt kan se, men du ikke selv kan se.

Samtaler mellem kristne skal også vove det kristne og bibelske sprog om Guds virkelighed, så Ånden kan bruge dette sprog til opbyggelse og berøring af hjerte, følelse og ånd. Sig mere Jesus end Gud. For den kristnes Gud er Fader, Søn og Ånd. Ånden herliggør Jesus, Faderen drager os til Jesus for at vi skal have liv i Ham. Så sæt ord på og opdag, at ord bringer ånd med sig. Sig Jesus. Og hans Ånd kommer nær for at herliggøre ham. Det har vi brug for.

Tal sammen. Noget før og noget mere. Giv ikke op og døm ikke på forhånd. Tag initiativ. Vov det.

Med venlig hilsen

Anders Michael Hansen
Valgmenighedspræst, Aarhus Valgmenighed