Af Svend Stokbæk
MAF står for Mission Aviation Fellowship og er indsamlingspartner i Aarhus Valgmenighed.
962 millioner mennesker. Det er antallet af fattige mennesker i verden, som lever på isolerede steder uden ordentlig adgang til sundhedsvæsnet, uddannelse og den kristne kirke. MAFs opgave er at møde mennesker med Guds kærlighed i ord og handling, der hvor de bor.
MAF flyver derfor ud til landsbyer med små fly og lander på landingsbaner, som ofte blot er en stribe græs eller rød jord. Nogle steder er landsbyen omgivet af bjerge eller jungle, eller vejnettet derud er så dårligt, at transport på landevejen tager for lang tid. Ombord på vores fly har vi sundhedspersonale, præster, nødhjælpsarbejdere og ofte også patienter, der har brug for behandling på et større hospital.

Hvordan har ÅVM været med til at hjælpe?
En af kollekterne i år er gået til MAF sundhedsarbejde i Madagaskar, som indebærer at mennesker kan få tilbudt livsforvandlende operationer på trods af, at de bor langt fra et hospital.
Det sker bl.a. i samarbejde med Mercy Ships’ hospitalsskib, Africa Mercy, som de sidste to år har ligget til kaj ved Madagaskars kyst. Mercy Ships’ hold af læger og sygeplejersker, som udvælger patienter til operation, flyver med MAF til forskellige områder af Madagaskar, så mennesker langt fra skibet også kan få mulighed for at blive opereret.

”Vi kan ikke sejle skibet ind i landet. Det er der, MAF bliver vores forlængede arm, fordi størstedelen af patienterne bor inde i landet. Det er en velsignelse at kunne flyve til disse afsidesliggende steder,” siger Ria Bos, som leder udvælgelsen af patienter. 1642 patienter har fået en gratis operation på Africa Mercy de sidste to år. En stor del af dem er fundet med MAF’s hjælp.
Hvordan kan man være med i MAFs arbejde i Danmark?
MAF har et landskontor i Aarhus i kontorfællesskab med Youth For Christ (YFC). Vores ungdomsafdeling, MAF CoPilot, kører som en lokalgruppe under YFC og har et ønske om at tjene verdens fattigste og isolerede. Vi arbejder på at inspirere og invitere unge til at engagere sig i udviklings- og missionsarbejde gennem events og rejser. Der har i år været 7 unge fra ÅVM med på teamture til hhv. Madagaskar og Kenya. Du kan læse mere om Co-Pilot events og rejser på Instagram mafcopilot_dk

Vi værdsætter samarbejdet med ÅVM om global mission. Hvis du har lyst til at være bede for MAFs arbejde, sender vi en bedemail ud hver 3. måned. Du kan skrive dig op ved at sende en mail til maf@maf.dk med teksten Bønnepartner.