Af Hans-Christian Vindum Pettersson
“Herrens lampe slukkes ikke.”
Sådan lyder en lille bibemærkning i 1 Sam 3,3 – lige før Gud kalder på Samuel midt i nattens mørke. Det er et stærkt billede at tage med ind i afslutningen af året: Uanset hvor mørkt det kan føles omkring os, er Guds
lys stadig tændt. Det lyser i mørket, og mørket får aldrig bugt med det. Når vi går ind i adventstiden, bliver vi mindet om, at Guds kald ikke først lyder, når vi synes timingen er perfekt og vores kalender er ryddet – men netop midt i natten. Gud taler. Gud kalder. Og Gud tænder lys. Jeg tror at afslutningen på 2025 – og forberedelserne på det nye år skal handle om det: at lytte til Gud der taler. At høre hvor han kalder os hen og at søge mod hans lys frem for alt mulig andet. Til at hjælpe os hermed har jeg et par begivenheder, jeg vil anbefale dig at tage del i:

- Bøn 24/7
Fra fredag 21. november til fredag 28. november har vi igen en bedeuge med et flot indrettet bederum i kirken. Det er en uge, hvor vi som menighed søger Gud i bøn døgnet rundt – en gave og en disciplin. Et vidnesbyrd fra Rebecca Klausholm, som er en del af 24/7-teamet i ÅVM:
“Jeg havde ikke givet bederummet en “ærlig chance” før, men nu havde jeg en konkret aftale med en veninde om at gøre det sammen. Det hjalp og jeg kom afsted! Jeg havde altid tænkt, at jeg bare kunne bede derhjemme, det var alligevel ’nemmere’. Men da jeg trådte ind i bederummet første gang mærkede jeg sådan helt fysisk en fred sænke sig. Bare det at være i et rum, hvor alle andre distraktioner (som nemt kan tage opmærksomheden derhjemme) var væk. Fra da af kan jeg se hvordan mit forhold til bøn har udviklet sig. Begejstringen og længslen efter Jesus blev vækket, og det gav mig lyst til at fortsætte med at udforske og vokse i det.” Når vi søger Gud, møder han os ofte – og selv uden de bønnesvar, vi længes efter, former han vores hjerter. Book en time og vær med i bedeugen: 24-7 Prayer International – Sign-Up
- Årsmøde & årsfest
Den 29. november, samles vi for at se tilbage på året, takke for alt Gud har gjort og glæde os over det, vi står i. Årsmøde og årsfest er ikke bare generalforsamling og fællesspisning – det er en fejring af Guds trofasthed. En måde at være kirke sammen. En fest for det år der er gået!
Tilmeld dig her: Årsmøde og årsfest – Voksen | ÅVM
- Lysfest den 7. december – tag dine venner med!
Advent og juletid er lig med traditioner og hygge for mange danskere. En af de traditioner er fortsat kirkegang og lysten til at synge med på de kendte julesange. I denne tid er det oplagt at invitere venner med i kirke – de vil formentlig sige ”ja” hvis nogen inviterede dem. Derfor giver vi dig LYSFEST – en særlig søndag, hvor vi skal synge julesangene ind i hjertet, tænde lys, og lade Guds budskab om håb, glæde og lys i mørket varme os på en måde som vi har brug for. Det er særligt oplagt at invitere dine venner og naboer med i kirke i december – hvad med at gøre det denne søndag? Lad Jesu ord være rammen for de sidste uger af året: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh 8,12). Han er det lys, som aldrig blev slukket i Samuels nat. Det lys der stadig brænder, også når vores eget blik bliver trægt eller vore dage mørke. Derfor: søg ham. Lyt efter hans stemme. Gå mod det lys, der aldrig slukkes – og lad det bære dig i de sidste uger af 2025 og give dig retning for det nye år.