Af David Viftrup
Sommer-Vibe – 3 dage fulde af sjove aktiviteter for børn i Åbyhøjgaard.
Sommer-Vibe er et 3-dages ferie-event i Åbyhøjgaard, der har som formål at give børnene i området nogle spændende og sjove dage med en masse aktiviteter.
Initiativet til dagene er opstået, da mange af børnene ikke har mulighed for at komme på ferie eller få oplevelser i sommerferien. Derfor vil vi gerne give dem 3 super fede dage, hvor de oplever sig værdsatte og får en masse sjove oplevelser. Vi afholdt SommerVibe for første gang sidste år med stor succes. Op mod 100 børn var forbi og en hel masse forældre var også med.

14. maj gik forberedelserne til årets Sommer-Vibe for alvor i gang da en del af teamet mødtes for at lægge de første planer. Endnu engang er det et klasseteam, der er klar. Nogle er allerede involveret i Åbyhøjgaard gennem Vibe eller Mini-Vibe, der er vores to klubber derude, men mange er også med for første gang. Der var masser af gejst og gode idéer til sjove aktiviteter. Hoppepuder, glidebanefodbold, verdensrekorder, slush-ice maskine osv.
Bed gerne for teamet og at vi får skabt nogle gode dage for alle børnene, og mange børn må få en oplevelse af at være set og være elsket.