Af Julie Vigsø Houler
Tre dage med fællesskab, fordybelse og fornyet inspiration til en ny sæson i ÅVM.
I ÅVM har vi i staben tradition for at begynde den nye sæson efter sommerferien med at bruge tre dage sammen på Ådalen Retræte. Det var første gang for mig i år, og jeg kan tydeligt se, hvorfor ÅVM vender tilbage år efter år.
Mandag startede vi ud med en discgolfturnering, hvor nogle kom mere uden for deres komfortzone end andre, men hvor alle havde en hyggelig og sjov tid sammen som kolleger. Det er trygt og meningsfuldt at have en arbejdsplads som ÅVM, der prioriterer, at vi i staben rystes godt sammen, fordi det er med til at skabe arbejdsglæde og et godt samarbejde. Dette fokus blev også tydeligt i undervisningen tirsdag, der tog udgangspunkt i Enneagrammet, og hvordan kendskabet til vores egne og hinandens personlighedstyper kan være et redskab til at forstå os selv bedre og blive klogere på, hvordan vi arbejder godt sammen i teams.
Tirsdag aften blev brugt på festmiddag og underholdning i selskab med menighedsrådet. For mig var det værdifuldt at lære de mennesker, der sidder i vores menighedsråd, bedre at kende og få en hyggelig aften sammen.
I løbet af dagene har HC holdt gudstjeneste og undervist os i Nehemias’ Bog med et særligt fokus på, hvordan Nehemias’ genopbygning af Jerusalems mure kan være et forbillede for os i arbejdet med at bygge kirke. Under overskrifterne SE, BED, BYG, BLIV VED er vi blevet opmuntret og inspireret til først og fremmest at se på Jesus og vende os til ham og dernæst gå i gang med at bygge kirke i den kommende sæson – med de forberedelser, det samarbejde og de udfordringer, det indebærer. Jeg er selv blevet åndeligt opmuntret i løbet af dagene og går ind i den nye sæson med en fornyet længsel efter at følge Jesus og lytte til, hvad han vil bruge mig til.
Og ingen retræte uden at nævne maden! Vi har i stor stil nydt den dejlige mad, som retrætecentrets gode medarbejdere lavede til os.





