I den her tid mærker de fleste af os afsavn på en eller anden måde.
Jeg savner varme, sol og frihed fra begrænsninger. Jeg savner den tryghed jeg var vant til, før pandemien rullede ind over vores land. Som troende savner jeg suset ved at se ud over en fyldt kirkesal, og en café der summer af fællesskab. Jeg savner at besøge klynger med halvgod kaffe og hengiven dagligstuelovsang. Jeg savner at have naboer, venner og bekendte i mit hjem.
Derfor slog den nye nedlukning også luften ud af mig et øjeblik. “Så kan det da også være lige meget! Jeg går i vinterhi, og står op når sommeren er der”. Måske kan du genkende den tanke?
Men så blev jeg mindet om hvem jeg er: et Guds barn, og hvilket kald jeg har: at være lys og salt.
Jeg blev mindet om at kirken har gennemlevet kriser siden apostlenes tid – og kom igennem det. Paulus har en vending i mange af sine breve, som har fået ny betydning for mig. Flere steder bruger han udtrykket: “under alle forhold” (Fx 1. Thess 5,18; Fil 4,6). ”Under alle forhold” eller ”i alting”, som det også kan oversættes, dækker både forfølgelser, fredstid, fattigdom, fængsel – og pandemier. Og kirken er åben under alle forhold, for kirken er ikke en forretning, forening, eller et kommunalt tilbud som kan lukkes, men et levende fællesskab af Guds børn. I stedet må vi klø på med at tilpasse os sæsonens vilkår.
- †Hvor kan vi erfare Guds nærvær?
- Hvordan kan vi være der for hinanden?
- Hvordan kan vi udleve Guds mission og vores formål, der hvor vi er?
Når vejen er glat og mørket er tæt har vi brug for at nogen lyser op og salter løs. Det kan vi stadig. Vi kan stadig gøre en forskel. I vores hjem, nabolag, arbejdspladser, Zoom-studiegrupper og online. †Men vi kan kun gøre en forskel, hvis vi holder flammen i gang i os selv. Ellers mister vi vores kraft.
Derfor vil jeg opmuntre til at vi i endnu højere grad har fokus på hinandens behov og trivsel. Et særligt behov i tiden er muligheden for åndeligt fællesskab og socialt samvær. Vi har brug for at se og mærke nogen andre. Selvfølgelig uden at bryde restriktionerne, som er til for at beskytte vores samfund og redde liv. Men vi har stadig brug for at mødes og inspirere, støtte, udfordre, korrigere og vejlede hinanden, når vi er på glatis. “Det er ikke godt for mennesket, at være alene”, siger Gud om Adam i sin ensomhed (1. Mosebog 2,18). Og Jesus gav sit perspektiv, da han kaldte mennesker til at leve som disciple – i fysisk og åndeligt følgeskab med ham og andre disciple.
Derfor er gudstjenester og fællesskaber vigtige pulsslag som får menighedens hjerte til at banke. Jesus lovede sin kirke, at ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20). Han holder sig ikke på afstand.
Så selvom årstiden og situationen frister til at resignere, så hold ud og løft blikket. Kirken kan ikke lukkes, og vi kan ikke gå i hi i åndelig forstand, uden at det har konsekvenser. Det vi indtager, det vi lytter til, dem vi omgiver os med, og det vi bruger tid på påvirker os.
Vi vil fra stabens side gøre alt hvad vi kan for at inspirere, dele ideer, skabe muligheder for fællesskab og gudstjeneste i virtuel og fysisk forstand for alle aldre. (Vi præster tilbyder stadig sjælesorg, samtale og kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse).
Jeg håber du har lyst til at bære med, dele dine ideer og initiativer til inspiration for os andre.
Alt det bedste
Hans-Christian Vindum Pettersson
Assisterende præst