Kære menighed

Elise og jeg har været en del af Aarhus Valgmenighed siden 2003. Vi mødte hinanden her, blev gift i kirkesalen på Lokesvej, har fået tre børn, som er døbt her og vokset op i vores dejlige børnekirke. Vi har også oplevet menighedens omsorg, da vi mistede et barn. Vi føler på mange måder, at vores familieliv har været vævet sammen med menighedens liv.

Efter nogle år som frivillig, blev jeg ansat som lovsangsleder i menigheden i 2008 og har tjent menigheden siden da. Aarhus Valgmenighed har været vores åndelig hjem, hvor vi er vokset til modenhed i vores relation med Jesus; et sted hvor vi har fået livslange venskaber; et udviklende miljø for vores frivillige tjenester; og en berigende arbejdsplads for mig. Vi er fulde af taknemmelighed for alt det vi har fået her!

Elise og jeg oplever også, at de seneste år i menigheden har været hårde, og da vi tog på orlov i USA i foråret, mærkede vi, at vi var trætte. I USA oplevede vi en helt særlig hvile og genopfyldning af frisk energi og glæde, men ikke et fornyet kald til at være i Aarhus Valgmenighed.

Jeg har derfor opsagt min stilling op til november. Jeg ønsker at velsigne menigheden, afslutte godt og sikre, at mine ansvarsområder bliver givet godt videre.

Vi ved ikke hvad der ligger foran, men vi glæder os til at se, hvor Gud leder os hen, og hvordan Han vil bruge os. Jeg har ikke umiddelbart et nyt job på hånden, men jeg oplever stadig et stærkt kald til at inspirere og forny lovsangen i Danmark.

Kærlig hilsen

Arvid Asmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *