Af Hans-Christian Vindum Pettersson, valgmenighedspræst
Som du forhåbentlig har lagt mærke til, så har vi fokus på tilgivelse på gudstjenesterne i juni. Det er en prædikeserie, som til dels kommer ud af vores nye vision om at være en generøs, Jesuscentreret menighed, der involverer os i byen og formidler Guds kærlighed. Her er tilgivelse den transformerende kraft, vi har at leve af og tilbyde til Aarhus. Tilgivelse kan forvandle relationer. Tilgivelse kan forandre samfund og give fremtid.
At være Jesuscentreret betyder for os, at Jesus altid skal være i centrum. Han er mere end en værdi eller et kendetegn; han er frelser, herre og forbillede. Vi lader ham forme os og vores fællesskab med tilgivelse, ydmyghed, tjeneste og næstekærlighed.
Tilgivelse er kun blevet et mere presserende behov for vores verden. Og lige nu er det ikke den løsning, som de fleste kigger imod.
Men prædikeserien kommer også ud af, hvad vi ser ske omkring os. Krige mellem nationer og folkeslag fylder vores nyheder. Ukraine og Israel er særlige brandpunkter lige nu. Men også konflikter såsom opgøret med seksuelle overgreb, krænkelser, racisme og systemisk uretfærdighed i vores samfund.
Midt i en verden, der på alle måder brænder, kan vi med rette spørge: Hvordan skal det her ende? Hvordan skal vi få fred? Kan sameksistens, samliv, måske endda forsoning ske? Det virker måske som utopi, men der er ikke gode alternativer. Sejr i disse konflikter er umulig at forestille sig. Øje for øje, tand for tand og gengældelsens retfærdighed ender i et blindt, tandløst samfund beboet af ingen. Tilgivelse er kun blevet et mere presserende behov for vores verden. Og lige nu er det ikke den løsning, som de fleste kigger imod.
Men som Jesu disciple – som kirke – kommer tilgivelse til at være vores eneste virkelige svar på problemet. Det er et svar, der allerede nu vækker modstand. Skal vi kræve tilgivelse fra sørgende, ødelagte ofre?
Verden har ikke brug for formaninger, men forbilleder.
Det er ikke der, vi skal starte! Vi skal ikke påkræve tilgivelse fra mennesker, der lider, men vise dem en anden vej med vores liv. Vi skal udleve tilgivelse i vores eget liv – som vores svar på, hvordan vi kan leve videre og i mange tilfælde forsone os med hinanden. Verden har ikke brug for formaninger, men forbilleder.
Som menighed må vi stille os spørgsmålene hver især: Har jeg brug for Guds og andres tilgivelse? Har tilgivelse påvirket mit liv – er jeg eksempelvis taknemmelig? Er jeg selv blevet et tilgivende menneske?
For vores egen og for verdens skyld håber jeg, at temaet om tilgivelse kommer til at forplante sig tydeligere i vores liv – at søge tilgivelse hos Gud og hos dem, vi skylder en undskyldning. At tilgive dem, som har forbrudt sig imod os. Det er den mest forvandlende kraft, Gud bruger på os, og det er tilgivelse, som er verdens håb.