af Simone Nygaard Madsen
”Vi er ÅVM” er titlen på den prædikenserie, som er en del af frivillighedskampagnen, der kommer til at køre i 16-miljøet hele september. Mikael Buskov er 3K praktikant og udgør samtidig én ud af de fem, som er med på ÅVM’s frivillighedsteam, og arbejder lige nu på at forberede den kommende frivillighedskampagne. Kampagnen er udsprunget af en drøm om at øge fokus på frivillighed og at vi alle er kaldet til at tjene på hver vores måde.
Som optakt til kampagnen vil vi med en lille artikel, gerne sætte fokus på frivilligheden og nogle tanker fra én af dem som står bag. Samt lære Mikael og hans arbejde lidt bedre at kende.
Hvordan kom du ind i ÅVM?
Jeg havde arbejdet en tid i Kina, hvor jeg mødte en helt anden kirke end folkekirken. Da jeg kom tilbage ville jeg gerne finde noget tilsvarende. Efter at have besøgt en del kirker i København kom jeg forbi Byens Valgmenighed, som er startet ud fra ÅVM. Det var ikke helt det samme, men jeg faldt godt til. Da jeg så flyttede til Århus, tænkte jeg, det oplagte var at begynde i ÅVM, hvilket jeg så gjorde.
Hvornår og hvordan blev du en del af frivillighedsteamet?
Jeg var ved at kigge efter et praktiksted i foråret, hvor jeg gerne ville arbejde med frivillighed. Jeg tænkte, at ÅVM var oplagt, så jeg spurgte Johannes om muligheder. Han fortalte, at de var ved at starte et team op. Det ville derfor være oplagt at følge arbejdet lidt for at få en føling med det inden jeg besluttede mig.
Hvad laver I på frivillighedstemaet?
Arbejder med frivillighed. F.eks. frivilligkampagnen til i september, som kører sammen med en gudstjenesteserie i 16-miljøet. Andre arbejder med Instagram og nogle nye skærme til at vise billeder fra frivilligområder/tjenester. Udover det arbejder jeg selv som frivillighedskoordinator.
Hvad betyder frivillighed i kirken for dig?
Jeg ser det som en vigtig del gennem frivillighed at tjene. Vi er kaldet til at tjene, hvor det dog kommer til udtryk på en anden måde end på Jesu tid, hvor verden var anderledes. Vi kan nok ofte glemme vigtigheden af at byde ind med andet end penge. Vi er kirken, hvorfor vi alle har et ansvar for den. Det er ikke blot en service, vi tager imod. Jeg ser også frivilligheden som vigtigt del for at skabe følelsen af fællesskab og medejerskab – at det er vores kirke.
Derudover tænker jeg ud fra Jak. 1, 22 (Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.) at kirken kan være med til, at samle de der er kaldet til en tjeneste og skabe rammerne for, at de kan støtte og opmuntre hinanden samt få hjælp, når behovet er der. Det er altid lettere at bære en tjeneste i fællesskab, om det er som Hjælp til hjemløse, Håbets allé, Ryhavekollegiet eller andre diakonale tiltag i ÅVM.
Hvilke frivillige opgaver føler du dig mest komfortabel i?
Jeg føler for to typer, enten det at tænke i det overordnede overblik og strukturen, og så det at have opgaver, hvor jeg ikke skal være i hovedet, men mere bruger min krop, hvor jeg konkret kan se, hvor langt jeg er kommet.
Hvad kan du fortælle om den kommende frivillighedskampagne/prædikenserie?
Det kommer til at være en kampagne over tre søndage, hvor der bliver sat fokus på det, at vi er kaldet til tjeneste. Alle tre søndage har et tema, hvor der sker en udvikling af teamet fra gang til gang, som Ruben vil lede os igennem. Der kommer til at være en anderledes udsmykning, som passer til temaerne. Derudover vil der være fokus på vidnesbyrd og fortællinger fra forskellige tjenester i eller ud fra kirken. Efter gudstjenesten vil der hver gang være en lounge snacks og god snak. Det bliver en fest!