Af Filip Arnbjerg, leder af Frisbee-klubben og Jane Baumgartner, assisterende præst
Med foråret og den lyse tid starter også sæsonen for udflugter. ÅVMs juniorklub ”Frisbee” benyttede sig af det gode vejr onsdag aften, og tog på tur til Elev, hvor de besøgte RockSolid-klubben.
Humøret var højt, og der var lagt op til en rigtig god og sjov aften, hvor børnene på kryds og tværs fik mulighed for at møde nye og gamle venner.
Klubben i Elev holder til i en stor lade på en gård, hvor forældre fra Elev og omegn i fællesskab driver klubben med god plads til både sjov og alvor.
Aftenens tema var ”pres”. På en eller anden måde indebar det tema aktiviteter som at sprænge balloner, spise roulader og flødeboller – samt skrive sit navn på en plade i fuld røg fra en røgkanon. Herudover testede børnene, hvor mange børn, der kan stå på en plade ovenpå en vandmelon, førend den flækker. Det fortaber sig lidt i tågerne fra røgkanonen, hvor mange børn en vandmelon helt præcist kan holde til.
Til sidst var der en kort andagt og selvfølgelig tid til fri leg og fodbold!
En skøn, skøn forårsaften!
Tak til Elev RockSolid for invitationen til besøget.