Af Daniel Østerby
Det er en skøn søndag aften i sommerferien. Lovsangsbandets sidste varme toner emmer ud. Jeg og min hustru trækker udenfor i aftenlyset og sætter os under de opstillede pavilloner med en varm kop kaffe og lækre snacks fra caféen. Flere samler sig om bordet, indtil vi til sidst sidder 7-8 otte stykker. Det er ansigter jeg genkender, men ikke personer jeg kender – endnu. For i løbet af aftenen og de efterfølgende dage, skal jeg komme til at lære disse herlige mennesker at kende. Vi griner og har det sjovt. Vi spiller volley, laver drinks, hygger og snakker. Vi lovsynger, vi lytter og vi samles om interessante samtaler. Alt er godt og nye venskaber og fællesskaber opstår i løbet af få skønne dage midt i sommerferien.
Jeg havde virkelig glædet mig til Sommeroase i år. Altså det Sommeroase som vi alle kender, som campister på marken ved Horsens. Det var en slem skuffelse, da årets åndelige og fællesskabende højdepunkt måtte aflyses. Jeg anede ikke på det tidspunkt, at aflysningen skulle vise sig at være en ’blessing in disguise’. For Sommeroase i ÅVM kunne virkelig noget særligt, som jeg ikke er sikker på, at jeg havde oplevet, hvis Sommeroase havde været som det plejer. Jeg oplevede at møde mennesker og lære folk at kende, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Min hustru og jeg meldte os til i ”blinde”, uden at vide hvor mange af vores venner ville dukke op. Det viste sig at være ganske få. Dette gav en unik anledning til blot at sætte sig ved et bord og tale med dem, som sad omkring os. På marken i Horsens skulle vi have haft modet til at sætte os ved et tilfældigt fortelt for at komme til at tale med nye på denne måde. Til Sommeroase i ÅVM skete det bare. Helt automatisk.
SommerOase i ÅVM rykkede i min optik menigheden tættere sammen. De nye bekendtskaber og det fællesskab der var dér, tror jeg kirken havde brug for ovenpå et forår, hvor vi ikke har kunnet være sammen fysisk. Der var ingen forstyrrende elementer eller 2000 mennesker og et virvar af campingvogne, der kunne tage fokus fra at lære hinanden bedre at kende. Sommeroase i ÅVM har fået mig til at føle mig forbundet med min kirke på ny og det tror jeg, at jeg kan takke den alternative form for. Sommeroase blev ikke som jeg havde håbet i første omgang. Men det endte med at blive meget bedre end jeg kunne have forestillet mig.