Af Matthias Alastair Christensen

I januar færdiggjorde vi vores Alphakursus, og vi havde dermed på overfladen gennemgået det, troen handler om. Efter Alpha ønskede flere af deltagerne noget mere dybdegående undervisning og ville samtidig gerne bevare det gode fællesskab fra Alpha. Derfor besluttede David Munch og jeg at gå skridtet videre og starte en ’Beta-gruppe’; en cellegruppe, hvor vi mødes en gang i ugen og spiser sammen, dykker ned i Bibelen og taler tro sammen. Vi er 8 i gruppen, hvoraf flere er nye kristne, og vi har fået en god begyndelse. 

Her i starten har programmet dog været lidt anderledes. Vi har nemlig deltaget i Bibelskolen og fået undervisning i Galaterbrevet. Det har været gode og intense aftener, og folk i gruppen er glade for at få bibelundervisning og få udlagt det, der står i Bibelen. For Bibelen kan være svær at forstå – ikke mindst Galaterbrevet. Bibelskolen har åbnet lidt mere af den for os hver især, uanset vores troserfaring. Den har også lagt op til en god samtale, om det vi har hørt, for i de uger, der ikke har været bibelskole, har vi mødtes hos hinanden og talt om det kapitel, vi gennemgik sidste gang. Så er der mere plads til at stille spørgsmål til hinanden og tale om, hvad teksten har at sige ind i vores eget liv.

Det er også hyggeligt at komme ned og møde nogle andre fra kirken og tale sammen i pauserne. Er det med kirke ny for en, kan det måske være lidt lettere at falde i snak med folk sådan en aften end til en gudstjeneste med mange mennesker. På den måde, tænker jeg, bygger Bibelskolen en god bro mellem Alphakurset og det at komme i kirke. Derfor ser vi også frem til de sidste aftener!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *