Af Maria Kjær Jensen, studentermedhjælper
I en tidligere artikel, ‘Mød En Klynge: HEIM’, mødte I Leon Juhl, som kom i klyngen. Der er mere til hans historie, end der var plads til i den artikel. Så her får I Leons vidnesbyrd.
Leon er 29 år og gift med Josefine. Sammen har de 3 børn. Han tilflyttede til Aarhus fra Sønderjylland i 2017 og arbejder som socialdiakon på et bofællesskab. Med Leons egne ord, så er han en glad og frisk mand: „Jeg håber, at jeg er en god far og en god ægtemand; at jeg spreder liv og glæde omkring mig“.
Indtil lige før sommerferien 2022 kom Leon og Josefine og deres tre børn i en anden kirke. Men noget var begyndt at røre sig i dem, og de kunne mærke, at det var tid til at rykke videre. Det var begyndt at blive svært at komme i kirke, og de ville gerne starte på en frisk et nyt sted.
Beslutningen om at prøve Aarhus Valgmenighed var egentlig mere en ikke-beslutning end noget andet. De bor i Åbyhøj og tænkte, at de lige så godt kunne komme i noget lokalt, indtil Gud viste dem på rette vej. De bad til Gud: „Gud hvis vi skal noget andet, så må du godt gribe ind. Lige nu gør vi bare det her, for vi er nødt til at gøre et eller andet“ fortæller Leon.
Første gang de var til gudstjeneste sad Leon og Josefine med deres børn i legerummet og her faldt Leon i snak med Carsten Mailand, som viste dem i retningen af klyngen HEIM. Carsten tilføjede dem hurtigt til klyngens messenger-gruppe og fik dem med den vej igennem. Gud gjorde altså det modsatte af, hvad de bad om. Han pegede dem ikke i en anden retning, men pegede i stedet for på, at de skulle blive, hvor de var:
„Vi bad om, at han måtte pege os i en anden retning hvis vi skulle det, men det har han ikke gjort. Tværtimod har han sagt, at nu er vi velkomne i det her fællesskab og vi har bare bedt om rigtig længe at vi måtte finde et sted, hvor vi også kunne være lidt flade, for vi har også tre børn.“
Den klynge de blev vist i retningen af første gang de besøgte ÅVM passede altså, som du kan læse mere om i artiklen om HEIM, perfekt til deres families behov. En detalje Leon lægger vægt på er, at Gud selv sørgede for at lægge det fuldstændig klart for dem, så de ikke selv skulle gøre noget: „Det var ikke noget vi behøvede søge for selv, og det er også derfor, vi ser det som Guds vejledning igennem det her. Vi har ikke undersøgt noget som helst selv, det var bare en kæmpe håndsrækning.“
“Gud hvis vi skal noget andet, så må du godt gribe ind. Lige nu gør vi bare det her, for vi er nødt til at gøre et eller andet”
Selvom Leon var meget tæt på at aflyse første gang de skulle til klyngeaften i HEIM, tog han afsted og oplevede igen at blive grebet fuldstændig. Det var en fantastisk oplevelse, som bekræftede, at det var det rette sted for dem.
Leon kan umuligt se det som en tilfældighed, at de endte i ÅVM, men bruger i stedet ordet ‚Gudfældighed‘; et ord en af hans venner har lært ham, som omhandler når noget næsten ikke kan være en tilfældighed:
„Vi kom ind i valgmenigheden og kom med i HEIM og blev glade for at være der. Det er jo på en eller anden måde en gudfældighed, fordi det er bare noget, som vi lige gjorde uden de helt store bagtanker. Gudfældighed er et godt ord, fordi det hjælper mig til at se, at Gud også guider mig i hverdagen, når der noget der sker, som virker lidt tilfældigt eller pudsigt. Så er det med til at holde fokus på, at Gud også går med og arbejder her. Det er et rigtig godt ord for mig, for det er en god blanding af mange ting. Så et eller andet sted er det en gudfældighed, der har ledt til en kæmpe velsignelse for os.„