Af Nikolaj og Benedikte Andersen, medlemmer af ÅVM

Efter sommerferien startede vi en intro-smågruppe op. Vi mødes nu 8 mennesker ca. hver anden uge, og vi vil gerne dele lidt om, hvordan det har været, her.

Motivationen

Vi har begge tidligere haft meget stor glæde af at komme i grupper af varierende størrelser, og vi savnede et sted at dele tro og liv med andre. At mødes som gruppe giver en god bevidsthed om, at kirke ikke kun er om søndagen i ÅVM, men i hverdagen i de små hjem. 

I løbet af en uge kan der opstå mange refleksioner, eller man kan læse noget klogt i en bog, som man ikke lige får vendt med andre. Det synes jeg (Benedikte) en smågruppe skaber et godt rum for. Og fordi gruppen max er på 10 personer, bliver den mere fast – man kan håbe, at det hurtigt skaber en tryghed ved hinanden, så man tør være ærlig og kan lufte såvel tro som tvivl og svære tanker. 

Opstarten

Vi synes, at vi har samlet en genial gruppe, som vi altid ser frem til at få ind ad døren. Vi er jo en opstartsgruppe, så vi har kun sagt ja til at mødes 6 gange frem til jul – men vi håber, at vi kan få skabt en bæredygtig dynamik, der kan forsætte ind i det nye år og på ubestemt tid. Snakken kører i hvert fald lystigt, og vi har fået god støtte fra kirkens undervisningsvideoer, som vi ser sammen og diskuterer ud fra. 

Vi vil varmt anbefale andre at begynde i en introsmågruppe eller selv starte en! Man skal vide, at der er en større forpligtelse til at komme fast, og at man bærer et større ansvar, fordi grupperne er mindre. Men hvis man savner at have kirke og tro mere med i hverdagen, og hvis man ved, at man trives bedst i mindre, faste fællesskaber, så er det bare med at hoppe på, når der kommer flere intro-smågrupper.   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *