Af Jonatan Rabjerg og Lasse Fuglsang, arrangører
Efter gudstjenesten kl. 15.00 den 24. december var festlighederne langt fra forbi. 24 mennesker blev hængende i kirken til julemad, pakkeleg, juletræsdans, spilhygge og meget andet julehygge. En stor del af deltagerne havde aldrig før været i kirken og var spændte på, hvad aftenen ville bringe. Takket være en indsamling under gudstjenesten tilbage i oktober var der både julemenu og endda en lille julegave til alle gæster.
Det var en skøn oplevelse at mærke, hvordan alle blev sat fri fra det forventningspres, der kan følge med julen. Uanset hvordan vi plejer at fejre jul, kender de fleste af os til det pres, som nogle gange kan være svært at leve op til.
Der var rigtig mange forskellige årsager til at fejre juleaften i kirken, men fælles for alle var, at det oplevedes som forløsende og afslappende at fejre julen på neutral grund.
Tusind tak til alle jer, der har bidraget med opmuntringer, nysgerrige spørgsmål og økonomisk støtte. Arrangementet var en stor succes