Af Hans-Christian Vindum Pettersson, Valgmenighedspræst
ÅBENT BIBELSTUDIE BEGYNDER DEN 10. MAJ KL 19.30
Vi har haft flere henvendelser med ønske om at læse i bibelen sammen med andre, og derfor lancerer vi åbent bibelstudie i ÅVM, for alle der kunne tænke sig at læse de bibelske tekster for første gang eller genlæse dem.
Uanset om du er åndeligt nysgerrig, søgende, skeptiker, nye troende eller trænger til et boost til dine bibellæsevaner, så er åbent bibelstudie en god mulighed.
Åbent Bibelstudie er en fælles læsemetode, som åbner op, giver plads til spørgsmål og ikke kræver forudviden eller en bestemt tro. Derfor passer konceptet særligt godt til dem, der ikke er familiær med Bibelen i forvejen.
På samme måde som Alphakurset insisterer vi i det åbne bibelstudie på fordomsfri åbenhed og jævnbyrdig samtale om teksten. Forskellen er, at her drejer det sig ikke om et tema, som en oplægsholder skitserer, men selv at fordybe sig i den primære kilde til at lære Jesus at kende. Man kan undersøge det selv.
Vi begynder onsdag d. 10. maj kl 19.30-21.30. Aftenen vil bestå i en introduktion til åbent bibelstudie, samt at gennemføre den første aften sammen under vejledning af undertegnede.
Ved aftenens afslutning vil vi fordele de deltagere, der er interesserede, i forskellige grupper, som fortsætter det åbne bibelstudie i hjemmene de næste uger. Op til sommerferien vil man hver uge kunne modtage en bibeltekst, lidt supplerende baggrundsmateriale, samt spørgsmål til at hjælpe samtalen i gang.
Derfor: inviter endelig folk med <3
Og såfremt du kunne tænke dig at være gruppeleder (facilitator) for en gruppe, så vil jeg meget gerne høre fra dig forinden.