Af Andreas og Sara Ellerbek
Kan vi klare at spise ris tre gange dagligt og forkynde det kristne evangelium i et muslimsk land med strenge restriktioner? Hvad har vi i det hele taget gang i? Spørgsmål som disse rumsterede i mit hoved, før jeg og min kone Sara rejste til Bangladesh for at hjælpe den fattigste del af befolkningen i det nordlige Bangladesh.
Vi havde forberedt os efter alle kunstens regler hjemmefra, på det arbejde vi skulle deltage i hos hjælpeorganisation SUPOTH og på Saraswatipur boarding school.
SUPOTH er en kristen hjælpeorganisation, der arbejder for den fattigste del af befolkningen i det nordlige Bangladesh. Organisationen investerer deres ressourcer i at uddanne de fattigste i samfundet. Selvhjælpsgrupperne udgør fundamentet for arbejdsstrukturen.
En selvhjælpsgruppe er kønsopdelt og består af cirka 20 personer. De modtager undervisning i læsning, regning, opsparing, investering, sundhed, rettigheder, landbrug og meget andet. Målet er, at det bengalske folk opnår freedom from dependency på dansk frihed fra afhængighed, hvilket ser ud til at lykkes.
Efter halvanden måned må vi sige at vores mange forberedelser før afrejser ikke helt har givet det afkast vi havde håbet. Vi kæmper vi stadig med at gennemskue den bengalske logik og tænkemåde, men vi begynder at acceptere en arbejdsgang på et langt højere intuitivt plan end i Danmark. Ris to-tre gange dagligt kan man vænne sig til. Det kniber dog med fisken, som på lige fod med risen er daglig kost for enhver bengaler, der har råd.
Kære Far velsign vores mad også fisken, beder min kone Sara.
At bryde skævvreden cirkel
Sara og jeg har nu besøgt en række selvhjælpsgrupper i hjælpeorganisationens arbejdsområde. I området Bochagonj er hovedudfordringen for grupperne, at der er så stor forskel mellem rige og fattige samt den store skævvridning der er i magtfordelingen. En række rige muslimske forretningsmænd sidder på magten samt arbejdspladserne. De tilbyder de fattige lån mod tilbagebetaling i form af underbetalt arbejdskraft.Da der er mangel på arbejdspladser i området, eksisterer der sjældent et alternativ til gældsættelse, for bonden der ønsker at brødføde sin familie. Forretningsmændene får således billig arbejdskraft, mens de fattige forøger deres gæld. Heldigvis har kvinderne i den selvhjælpsgruppe vi besøgte lært at klare sig uden lånene fra forretningsmændene. Små investeringer, kollektiv opsparing og fælles ansvarlighed er elementer i hjælpeorganisatonen SUPOTHs undervisning som nu resulterer i, at de kan tage vare på sig selv.
SUPOTH må ikke forkynde evangeliet direkte, da det vil resultere i, at både støtte og opbakning fra regeringen og lokalsamfundene vil frafalde. Derimod kan de møde fattige mennesker med en kærlig og hjælpende hånd, som samtidig repræsenterer den kristne næstekærlighed, hvilket er både uvant og tiltalende for mange fattige i Bangladesh.
Moder Teresas inspiration
Når jeg ser og oplever SUPOTHs arbejde, kan jeg ikke lade være at tænke på Moder Teresa, der ligger begravet ikke så lang herfra.Hun viede sammen med ordnens andre søstre sit liv til at handle på det kristne kald; at hjælpe fattige i nød.Hun var med sine handlinger et kæmpe vidnesbyrd for denne verden.
Min kone og jeg nyder tiden i Bangladesh. Over vores lejlighed er en fantastisk tagterrasse med udsigt over rismarkerne, hvor vi holder aftenandagt.Vi er kommet til fortællingen om manden der fik sit syn tilbage. Det fantastiske ved fortællingen er måden, hvorpå Jesus møder mandens behov netop der, hvor han er.Det er netop denne måde SUPOTH ønsker at møde mennesker på, og som er blevet til stor inspiration for os.
Blessings Sara og Andreas
Vores blog: www.ellerbekibangladesh.blogspot.dk
