Af Heidi Graugaard Nielsen
Kristina Grønkjær sidder på en bænk i en kirke på Island og ser på døbefonten. Den er smuk og af glas, og sollyset står direkte ind i den og kaster farverne rundt. Kristina bliver overraskende rørt af skønheden og begynder at græde. Oplevelsen i kirken blev begyndelsen til Kristinas stille vandring mod Gud i en tid, hvor hun mistede sit barn, men mærkede Guds omsorg.
Kristinas øjne lyser op, da hun fortæller om det, der står som et afgørende vendepunkt i hendes liv. For nogle år siden var hun på en weekendtur til Island med sin kæreste. På et tidspunkt satte hun sig ind i en kirke for at finde ro. Lige pludselig blev jeg rørt af et eller andet, som var meget stort, og som bevægede mig utrolig meget. Så meget at jeg kom til at sidde og græde. Jeg følte mig både glad og ulykkelig på samme tid, fortæller Kristina.
Jeg tænkte: Okay, hvad er det lige, der sker her?, og fordi jeg var i en kirke, var det jo rimeligt oplagt at tænke på, om det kunne have noget med Gud at gøre.
Gud lagde spor ud
Oplevelsen i kirken på Island var første gang i Kristinas liv, hvor hun for alvor begyndte at tænke over, om Gud virkelig findes. Tidligere i mit liv har jeg mødt mennesker, som har været troende, og som meget gerne har villet fortælle mig om deres tro, men jeg har ikke taget imod det. De har altid lagt op til, at hvis jeg havde lyst til at høre mere, stille flere spørgsmål eller komme med i kirke, så var jeg velkommen! Nu hvor jeg ser tilbage, kan jeg se, at der har været flere gange, hvor Gud har kaldt på mig og lagt spor ud for at få min opmærksomhed. Men jeg har bare ikke opfattet det, for så har der været mange andre ting i mit liv, som har taget min opmærksomhed.
Gud brugte en mulighed Kristina var blevet gravid for første gang kort før turen til Island. Det var en graviditet, der havde ladet vente på sig. Da jeg sad i kirken på Island, var jeg ængstelig for, at der skulle ske barnet noget. Jeg kan huske, at jeg sad og tænkte: Pas på det, pas på det, pas på det. Hvis du havde sat dig ved siden af mig på bænken på det tidspunkt, ville jeg ikke have sagt, at jeg bad til Gud. Men et eller andet sted har det jo nok været en bøn. Jeg tror helt bestemt, at Gud har opfanget, at jeg var så ængstelig, og så har han svaret mig på en eller anden måde.
Midt i sorgen
Ikke alt gik, som Kristina havde ønsket sig. Kort efter turen til Island, viste det sig, at hun havde aborteret. Mens jeg sad i kirken, vidste Gud, at jeg havde brug for ham til at komme igennem det, som skulle til at ske. Det, som jeg lang tid efter er kommet frem til, er, at ganske vist mistede jeg et barn, men jeg fik Gud.
Den er lidt svær at gøre op, for det ene er sindssygt godt, og det andet gør sindssygt ondt. Men igennem den sorg, som jeg skulle bearbejde efter at have mistet et barn, så viste Gud mig, hvor altfavnende og hvor stor og god han er. Jeg følte, at Gud støttede mig, og at han sagde til mig: Det er okay, at du er ked af det og sørger, og det skal du have tid til. Du må også godt være vred på mig!.
Troen kom snigende
Kristina oplevede, at troen på Gud er vokset frem. Det hele kom snigende. Det er ikke sådan noget, der er sket fra den ene dag til den anden, fortæller hun. Jeg har en kristen veninde, Astrid, som har været min vejleder hele vejen igennem. Hun er sendt af Gud til mig. Det er jeg overbevist om. Kristina stråler når hun fortæller om, hvordan veninden har støttet hende. Astrid har givet mig bogen The Shack, der på dansk hedder Hytten. Efter jeg læste den, var der rigtig mange ting, der faldt på plads inden i mig. Det lyder jo dumt, at man kan blive omvendt af en bog, men man kan sige, at den har været det sidste stød.
Bogen handler om en mand, der mister sin datter. Han tvivler rigtig meget, men oplever at få en ny tillid til Gud igennem samtaler om, hvem Gud er. Bogen behandler en form for uretfærdighed, som jeg også kæmpede med efter min spontane abort. Jeg sagde også til Gud: Hvis du er der, hvorfor tager du så det her fra mig? Hvorfor skal jeg tro på dig? Så det var med utrolig stor skepsis, jeg kom til at lære Gud at kende. I starten mente jeg, at jeg havde alle kort på hånden i forhold til at sige: Du findes ikke. Jeg tror ikke på dig, og den er ikke længere. For så ville verden ikke være så uretfærdig. Men han er bare blevet ved med at kalde og kalde og kalde, så jeg ikke har kunnet ignorere det til sidst og bare har sagt: Okay, du vinder!
