Af Maria Kjær Jensen, teamleder og koordinator
Lørdag den 16. september var der arbejdsdag i Aarhus Valgmenighed. I den anledning blev Himmelrummet, som er det rum, man finder til venstre for trappen oppe på balkonen i kirkesalen, udsat for en mindre renovering. Som det ses på billedet til venstre er en væg blevet malet himmelblå, hvilket jo er meget passende, rummets navn taget i betragtning.
Derudover er der blevet lavet orden i rodet. Førhen fyldte skamler og borde det meste af pladsen bag halvmuren, men nu er der blevet sat en hylde op, som alle skamlene kan stå på. Under hylden er der lige præcis plads til, at bordene kan stå der.
Det har frigivet en hel masse plads, som skal blive til et sofahjørne med tiden. Lige nu står der blot en god lænestol, som f.eks. kan bruges af ammende mødre, der ud af vinduet vil kunne følge med i gudstjenesten imens de ammer.
Sidst men ikke mindst er halvmuren blevet udsmykket med to opslagstavler. Så kan børnene udstille deres kunstværker ved at hænge dem op på tavlen samtidig med, at det er nemt at tage dem ned igen, når lokalet skal bruges til kurser. Derudover forbedrer de to tavler også akustikken i lokalet.
Gå eventuelt selv op og se det flotte nye lokale, næste gang du er i kirken.