Af David Viftrup
Et af mine yndlingssteder i Bibelen er i 4. mosebog kap. 13, hvor de 12 spejdere kommer tilbage efter at have udspejdet det forjættede land. Efter at flere af spejderne har udtrykt deres bekymring over hvor store og stærke indbyggerne i landet ser ud, så tysser Kaleb på folket, og bringer en helt anden vinkel ind. Han siger: ”Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens!”
Man bliver helt provokeret over, hvor let han kan tage den store udfordring de stod overfor. Er det ikke lige lidt for begejstret og ugennemtænkt? Men lidt senere uddyber han sammen med Josua, der stod sammen med ham. ”Det land, vi drog igennem, er et meget, meget herligt land. Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning”.
Perspektivet er ikke, at de selv kan klare det, men at når man kigger på situationen med udgangspunkt I at Herren er med os, så er alt muligt. Så kan man sige: ”Det kan vi sagtens!”
Jeg elsker udfordringen i, at kunne kigge på vores situation i dag, med Guds øjne. At jeg må kunne kigge på mit liv, på ÅVM og vores vision med de øjne. Med Gud som en del af billedet. Når Han er med, hvad kan det så ikke blive til? At håbe og tro på mere, end det bekymringerne og begrænsningerne lægger op til
Jeg tror på, at mennesker kan og vil blive mødt af Gud I og omkring ÅVM. At mennesker kan og vil komme til tro. At mennesker vil opleve at finde hjælp, fred og helbredelse i og omkring ÅVM. Ikke fordi vi er noget specielt, men fordi Gud er med. Hvilke muligheder ser du, som vi skal række ud efter sammen?
I den kommende tid indleder vi fasten frem til påsken. En tid til at tage en pause fra dele af vores normale hverdag. Vi vil gerne invitere dig med ind til at bruge den tid, på at søge Gud. For at vi ser mere af hvem Han er. For at blødgøre vores hjerter og for at vi kan se på vores omstændigheder på en ny måde, med Hans øjne.
David Viftrup