Af Jane Lavdal og Jane Baumgartner
Lørdag den 19. marts mødte 26 forventningsfulde og glade børn i alderen 6-9 år op i kirken – parate til en mini-lejr med fuld fokus på relationer og smil. Soveposer og lommelygter var pakket – og der var supergod stemning på sovesalene.
Lederteamet havde planlagt en god blanding af styrede aktiviteter og mere fri leg. Børnene indtog hurtigt hele kirken og fyldte kirkerummet helt ud med leg, løb og gode grin.
Fx var der plads til hockey imellem stolerækkerne i kirkesalen og spændende dueller i bordtennis.
Om aftenen blev diskolyset tændt, SommerOase-sangene blev spillet højt suppleret med flere af børnene på mikrofoner, en habil trommeslager på trommesættet og en, der gav den gas på det (slukkede) keyboard. DET VAR EN FEST!
Søndag morgen sad de lidt trætte børn i kirkesalen og så Ramasjang på storskærmen – og forældre og søskende kom til fælles morgenmad, hvor alle de gode oplevelser blev delt. Alt i alt en rigtig god Bataljon-kirkelejr, hvor der blev skabt en rigtig god basis for venskaber børnene imellem.