Af Maria Kjær Jensen
Hvis man har læst med i de sidste par nyhedsmails ved man, at vi i 2022 er begyndt på et nyt koncept, der hedder fællesgudstjenester. Fællesgudstjenesterne er skabt for at skabe, ja, fællesskab på tværs af de to typer kirkegængere: 10’er-typen og 12:30-typen.
Søndag den 6. marts var altså fællesgudstjeneste, hvorefter der var frokost-i-åbne-hjem. En god håndfuld mennesker fra kirken lukkede deres hjem op for at andre i kirken kunne komme hjem og spise frokost hos dem. Her mødtes de på tværs af generationer og fællesskaber.
En af dem, der åbnede sit hjem op, var Anette Viftrup, der var meget glad for, at hun gjorde det: ”Det var super hyggeligt, og også dejligt at lære nye mennesker at kende og have en god tid sammen.” Frokost-i-åbne-hjem er hyggeligt for dem, der er kommet i kirken i mange år, fordi de her har mulighed for at ryste posen en smule, i forhold til hvem de kender i kirken.
For Anette var eftermiddagen en succes, og hun glæder sig til, at det kan gentage sig: ”Det kunne vi sagtens gøre noget mere, da det giver et godt sammenhold i en ellers så stor kirke.” Når man er en kirke på 800 medlemmer, er det de færreste der kender alle, men her kan man udvide sin horisont og lære nogle at kende, som man ellers ikke ville være faldet i snak med.
Derfor er det heller ikke kun de ÅVM’ere, der er kommet i kirken i lang tid, der har gavn af frokost-i-åbne-hjem. Det er i høj grad også en mulighed for nye medlemmer af kirken – eller folk der blot er nysgerrige – til at lære bredden af kirkens medlemmer at kende, og derigennem også lære kirken bedre at kende. Kirken er sine medlemmer, så det er en god idé at starte her, hvis man vil komme ind på livet af ÅVM.