Af Dorthe Braüner Lind
Vi er blevet bedt om, til brug i nyhedsbrevet ved ÅVM, at fortælle om vores oplevelser med at huse en ukrainsk flygtningefamilie.
Sidst i marts flyttede en ukrainsk mor og hendes to sønner på 8 og 17 år ind hos os. Deres far og storebror var ladt tilbage uden mulighed for at forlade landet. En aktiv kernefamilie fra en forstad til Kiev med jobs og fritidsaktiviteter var med eet slået itu. En af de første russiske bomber faldt ned i deres hus nær den internationale lufthavn tæt på Kiev, kort tid efter de var flygtet derfra.
Martin og jeg havde fulgt krigen fra sofaen hver aften og mærkede begge, at vi ville stille os til rådighed for en fordreven familie, så de kunne bo hos os. På et tidspunkt spurgte Martin:
”Hvad er det for ommøbleringer du går og gør.”
”Det er til den ukrainske familie, som skal bo her.”
”Hvem er det?”
”Det ved jeg ikke endnu, men det er snart!”
For at gøre en lang historie kort: vi havde, uden at have fæstnet vores opmærksomhed på netop denne familie, som så mange andre danskere set familien i TV-avisen, hvor de blev interviewet som internt fordrevne flygtninge fra en ukrainsk kirkesal, som var omdannet til sovesal. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, eller hvor de skulle hen. Moderen Iryna viste billeder fra hendes Iphone af russiske kampvogne i baghaven, som havde smadret deres hjem. Gennem nogle kontakter og kringlede veje blev vi spurgt om vi kunne huse dem, og det viste sig ved noget, som vi ikke tror er en tilfældighed, at de var inviteret til Danmark af en verdensmester i standarddans på grund af den 17-åriges interesse for dans i det professionelle dansemiljø i Kiev, og at dansestudiet lå få minutters kørsel fra Solbjerg, hvor vi bor.
Vi tror på Guds indgriben i vores liv, hans ledelse og ønske om det bedste for os alle – også vores gæster, som i den grad har oplevet smerte og afsavn. Der er så meget vi ikke kan forklare og forstå, men at vise Guds godhed og henvise til Hans hjælp har været og er motivationen for os.
”Jo flere mennesker Guds kærlighed når ud til, jo mere tak og hyldest får Gud” 2. Kor. 4,15
I den tid, familien har boet her, har vi oplevet mange bønnesvar og konkret hjælp. Fx har moren meget hurtigt fået job inden for hendes eget fag, og den yngste er kommet godt fra start i skolen. Vores søn på 18 år havde sagt, at hvis der skulle flytte en familie ind, skulle det være med en ung mand på hans egen alder. Vi havde dog forinden gjort ham klart, at de fleste unge mænd på hans alder desværre måtte blive hjemme i Ukraine, men der kom bl.a. en ung mand på 17 år, der, som en af få mænd, havde mulighed for at flygte. Vi valgte ikke selv denne familie, men tror på, at Gud har en finger med i spillet i langt flere tilfælde, end vi selv observerer! De unge har fælles interesser og har allerede fået et godt venskab.
Da de ikke taler så godt engelsk bruger vi ofte google translate til at forstå hinanden. Der har også været mange beskeder sendt frem og tilbage via WhatsApp. Både når dagen har været med gode overraskelser, men også når dagen har budt på hjemve og smerte. Faren måtte pludselig indlægges på hospitalet i Kiev med nyreproblemer. Han var flyttet tilbage til deres hus uden el, vand og varme, og en overgang vidste vi ikke, om flere dage på sygehuset ville være en hjælp for ham, fremfor at blive sendt hjem til deres landsby kun 7 km fra Bucha, som blev kendt for de voldsomme overgreb. De russiske tropper havde også været inde og plyndre og bo i deres bombede hus. På de svære dage har det været en udfordring at finde de rette ord. Det har været med fokus på håb, trøst og opmuntring med henvisning til vores Himmelske Far og en bønne-emoji til sidst.
"Alting har sin tid" Præd. 3
Da familien i maj fik opholdstilladelse, var Aarhus kommune løbet tør for lejligheder, og de fik tilbudt at flytte til et gymnasium med madrasser på gulvet. Moren har spurgt om lov til at blive her, og det er helt i orden med os, selvom vi ikke kender slutdatoen. Vi har et annex med køkken, hvor de nu selv er begyndt at lave alle måltider, og vi oplever at de er ydmyge, søde og hjælpsomme. Så for os er det alene et mindre bekvemmelighedsafsavn at have familien boende. Vi inspireres af og har stor respekt for, de mange vi kender, som hjælper sårbare og svage på mange måder både ved forbøn, pengegaver og praktisk hjælp.
Af vores forældre har vi begge lært at vise omsorg, have andre sårbare boende eller med rundt om juletræet. Vi håber, at vores egne børn må opleve den velsignelse, der ligger i, at det er større at give end at få.
”…man skal arbejde for at tage sig af de svageste. Husk, hvad Jesus selv har sagt: ”Det er bedre at give end at få”.” - Ap.G. 20,35