Af Johannes Thomsen, medlem af ÅVM
Jeg kom på berørt 2024 med rimelig høje forventninger, fordi jeg havde hørt godt om berørt 2023. Jeg har i nogle år nu oplevet en del åndelig tørke, hvor det har været, som om Gud ikke rigtig har talt til mig. Det har påvirket mig og haft omkostninger for min personlige tro. Derfor glædede jeg mig til berørt, hvor der forhåbentligt kunne være lidt mere gang i det åndelige, når der var fokus på det og tid sat af til det.
Jeg blev rigtig glad for at opleve, at der var en fin stemning og et godt fællesskab på konferencen, selvom det tog lidt tid, før jeg kunne connecte med det åndelige aspekt. Det var dejligt at være sammen på tværs af menigheden. Det giver nogle dybere samtaler, når der er så god tid til at være i det.
Jeg mødte blandt andet fire forskellige personer, der var kommet til tro indenfor det sidste stykke tid. Det var så forfriskende at møde deres syn på livet, og hvordan de forholder sig til alt det, der foregår sådan et sted som berørt. Det var meget berigende for min egen tro at få lov til at høre deres vidnesbyrd og se dem gå helhjertet ind i det.
Jeg fik også lov til at opleve, at der var et tema for mig igennem forbønnen. Det handlede meget om en ny tid; nye oplevelser; nye eventyr for mig. Efter „7 magre år“ [red. ref. 1. mos. 41], hvor Gud har føltes fjern, gav det mig håb for, at der måske ligger nogle „fede år“ foran mig. Det blev jeg meget berørt af hen imod slutningen af konferencen. Især søndag oplevede jeg, at Herrens Ånd pressede sig på, og at der var noget vigtigt, der knækkede i mig (på den gode måde). Det var meget befriende.
Jeg har taget et fornyet fokus med mig og en længsel efter at lade det fylde i hverdagen og give det plads. Jeg vil gerne fastholde perspektivet om at leve i den daglige omvendelse og afsløre afguderiet, så jeg kan være fri. Jeg oplever, at der er lagt an til et nyt kapitel for mig og Gud, og det giver mig håb.