Der er meget at glæde sig over i denne tid.

Først og fremmest står vores påskegudstjenester stadig klart: to velbesøgte og festlige samlinger på
langfredag og påskedag, hvor kirken var fyldt, og hvor evangeliet om kors og opstandelse igen fik lov at stå lysende klart iblandt os.

Dernæst fulgte en intens og vigtig uge med besøg af Dr. David Bennett fra Oxford. Under overskriften Queer og kristen samlede vi omkring 150 mennesker til et stærkt offentligt foredrag onsdag aften, hvor hans personlige historie og refleksioner over at være både kærlig og sandfærdig satte gang i gode spørgsmål.

Torsdag havde vi et engageret menighedsmøde om etik, medlemskab og medansvar, hvor vi arbejdede
med, hvordan vi som kirke kan leve både helligt og inkluderende. Fredag underviste Bennett vores
teologistuderende i de svære bibeltekster om homoseksualitet – en krævende, men vigtig formiddag med perspektiver, som mange vil bære med sig videre.

Ugen kulminerede med en storslået indsættelsesgudstjeneste for Silas Lauridsen som ny præst med fokus på unge voksne og studerende – en dag præget af glæde, håb og forventning.

Og så gik vi direkte videre til BERØRT 2026. I alt deltog 259, og vi oplever allerede nu mange stærke
vidnesbyrd og meget positiv feedback. BERØRT er vores årlige konference, hvor vi samles for at søge Gud, blive fornyet i troen og udrustet til hverdagen. I år var det særligt glædeligt at se over 100 deltagere under 30 år. Det betyder noget – både for dem og for os som menighed. Samtidig har vi også set, hvor vi kan justere, blandt andet i forhold til rammerne omkring caféen. Næste år ligger BERØRT igen i midten af april – og vi glæder os allerede.

Nu ser vi frem mod næste skridt: vores 24/7-bedeuge i ÅVM fra den 8.–15. maj. Her inviteres du til at være med til at fylde kirken med bøn – dag og nat. Du kan booke en tid i bederummet og søge Gud alene eller sammen med andre, fordi Gud er nær og lytter.

Som en del af ugen inviterer vi også til tre dages fælles faste fra onsdag den 13. maj om aftenen til lørdag
den 16. maj om aftenen. Faste er en gammel kristen praksis, hvor vi giver afkald på mad for at søge Gud
med større opmærksomhed. Det handler ikke om præstation, men om at give plads for Gud. Hver aften
samles vi til bøn, sang og korte oplæg med mulighed for samtale.

Og midt i alt dette ser vi også frem til at tage hul på dette halvårs sidste prædikenserie fra den 17. maj: 7 åndelige vaner – en hjælp til at styrke dit personlige åndelige liv og din vandring med Jesus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *