Bøn og faste

af Kristina Hald Jacobsen

Er faste, at man ikke tjekker Facebook? Eller at man spæger sit legeme? Kommer du tættere på din Far i himlen, når du holder dig fra sociale medier, ikke drikker vin til maden eller ikke ryger?

Er faste at fjerne noget fra dagligdagen – eller at føje noget til?

Faste ser forskellig ud for os, men for mig er bøn og faste at give mig tid til min himmelske Far. At sætte noget til side for bedre at kunne lytte til og genkende Hans røst.

Bøn er samtale – og dermed også stilhed, hvor Herren kan tale, mens jeg lytter i forventning. Bøn er at læse i Bibelen med forventningen om, at Ånden åbenbarer noget nyt og relevant. Bøn er at se Skaberen i naturen, at lære nye sider af Gud at kende gennem mennesker, jeg møder. At høre Ham tale gennem musik.

Faste er at give plads til Ham – i min travle hverdag, og i min mave; så jeg bliver sulten efter Ham og ikke denne verdens brød. At finde frem til kernen af det kald, Han har over mit liv. I stunder, hvor jeg ikke husker kaldet, læser jeg Esajas 58, som beskriver, hvad faste er i min almægtige Guds øjne. Dér smelter kald, faste og hvile sammen. For hvem kan følge et kald, hvis de ikke tager sig tid til at lytte til Ham, der kalder dem?

Faste er at ofre noget, for at være sammen med min elskede. – At brænde mine afguder, så Kongernes Konge igen regerer i min krop, min sjæl, min ånd, mine tanker og mit hjerte.

Bøn er samvær med Ham. Og når det er svært at høre Hans røst – at genkende Hans stemme blandt tusinder – så er bøn, at jeg beder andre af hans får hjælpe mig; får som kender hyrdens røst bedre end jeg, fordi de oftere hører den.

Og så er bøn at være sammen med hyrden – måske sammen med de andre får, måske kun mig. Mig på Hans skulder, fordi Han bærer mig hjem igen fra ødemarken, hvor Han fandt mig.

I bøn spørger jeg min himmelske far, om Han vil give mig mit hjertes længsel. I fasten opdager jeg, at min længsel er at være sammen med min Jesus og lade mig elske af Ham og fyldes af Hans hellige, rensende, fredfyldte Ånd.