af Daniel Østerby

I en verden med gentagende corona-nedlukninger har det været udfordrende at skabe liv for de børn og unge, som kommer i Aarhus Valgmenighed. Den tid ser nu heldigvis ud til at være rimeligt forbi os, og det betyder også, at fællesskaberne blandt børn og unge i kirken igen kan få lov til at blomstre og ånde frit efter et strabadserende år.

Børnekirken om søndagen og de forskellige klubtilbud til er kørende igen, og det er fantastiske nyheder! Efter lang tids nedlukning er det altid spændende at skulle starte tingene op igen, men der har været god energi og glæde i fællesskaberne, hvilket er helt fantastisk at kunne se og opleve igen – både for børnene og de unge, men så sandelig også for de ledere, der giver deres tid til at skabe de bedste rammer for de forskellige aldersgrupper i vores menighed.

Jane Baumgartner, der er Leder af Børnekirken, beretter om, at teenklubben trives og har det sidste stykke tid haft nogle fantastiske klubaftener, hvor de endelig har kunnet mødes fysisk igen. Konfirmanderne glæder sig over, at de også må være sammen igen og forberede sig på deres kommende konfirmation. De forskellige tilbud om søndagen i Børnekirken er godt i gang, og selvom der også her er et underskud på antal ledere, så er det Janes opfattelse, at børnene ikke har opdaget det, men blot nyder, at kunne samles til børnekirke igen.

Glæde trods Coronarestriktioner

Hvis man spørger Filip Arnbjerg, der er frivillig i børnekirken og for Frisbee, så er der en masse at glæde sig over i denne tid ved have med børn og unge at gøre i Aarhus Valgmenighed. For det første er der kommet flere nye ledere, selvom han drømmer om at der kommer til at være endnu flere ledere, da der stadig ikke helt er nok. Dernæst er han bare glad for at være i gang med at være sammen med de unge igen på trods af de coronarestriktioner der er:

– Noget at det bedste ved at være frivillig leder for Frisbee er at se de unge, lære dem at kende, se dem vokse og vejlede dem mod en sund livsførelse med Kristus i deres hverdag. Det lyder stort og fint, og det er det også når jeg tager et metaperspektiv, og ser tilbage på den tid jeg har været leder i Frisbee. Derudover er det skønt at kunne udfolde sit legebarn, og se ligheder og ændringer i hvordan det ser ud i dag, fortæller Filip.

Har du også lyst til at udfolde dit indre legebarn og være et forbillede for børn og unge i kirken? Så tag kontakt til Jane Baumgartner ved at skrive til hende på jane@valgmenighed.dk. Af naturlige årsager er der mange ledere i Noahs Ark (4-6 år) der afslutter til sommerferien, så her har vi især brug for nye ledere. Har du lyst til at være med til at skabe en tryg ramme for denne aldersgruppe (eller nogen af de andre aldersgrupper) – så kontakt Jane for en uforpligtende samtale og hør meget mere om,  hvordan du kan bidrage til at skabe plads til at kirkens børn og unge stille og roligt lærer Jesus at kende. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *