At lave børnekirke er klart sjovest, når man bliver mødt af børns umiddelbare respons og undrende spørgsmål. Det er ikke helt det samme, når jeg laver børnekirke foran en skærm, selvom teknikkens udfordringer og overraskelser kan give nogle af de samme uforudsete afbrydelser :-).
Børnekirkens digitale format har vist sig at komme et behov i møde hos flere familier. Dels kan det for familier med mindre børn være et større logistisk projekt at komme i kirke – og dermed også børnekirke – og dels er der børn, der trives bedst i hjemlige, rolige omgivelser. I begge tilfælde kan det digitale format betyde, at børnene får en fornemmelse af at være i børnekirke, om end det ikke kan fuldt erstatte fællesskabet, fællessangen og interaktionen mellem børn og voksne.
Det er en eftertanke værd; måske skal vi tænke videre i fx at sende live fra Noahs ark, når vi en gang kan mødes i kirken igen. Det kunne være en måde at inkludere de børn, der af forskellige årsager ikke har så let ved at være med til gudstjenesten.
Forhåbentlig mødes vi meget snart igen! Jeg længes efter at være sammen med hele kirkefamilien, og glæder mig til at se jer alle.
Jeg er i løbende kontakt med børne- og teenledere, så vi står klar til at lave børne- og teenklub, så snart det bliver muligt. Det bliver nok anderledes end tidligere – men det er heldigvis ikke en hindring for at Jesus er med!
Med ønsket om en dejlig weekend!
Jane Baumgartner