Uge 29 skal stadig være vores fælles ferie!
“Vi skal stadig holde ferie sammen i uge 29 – om vi så skal slå et par campingvogne og telte op i haven eller på et eller anden mark!”
Sådan var vi nogle i Elev-klyngen, der hurtigt sagde til hinanden, da nyheden om, at årets sommeroase er aflyst, tikkede ind.
Vi er uden tvivl mange – både store og små, der er triste over, at årets samlingspunkt (og måske højdepunkt) ikke bliver. Men situationen skaber også nye muligheder.
I Elev-klyngen har vi spottet en mulighed for at lave klyngelejr, dyrke vores relationer hos både voksne og børn, styrke vores trosliv og være sammen om det “”Sommeroase Online”” lancerer.
Klynge-oase ved Fjellerup
Helt konkret betyder det, at 7-8 af klyngens familier med alt lige fra babyer til teenagere (cirka 35 små og store hoveder) tager 5 dage på ferie sammen i uge 29 i et naturskønt sted ved Fjellerup. Vi lader campingvognene blive hjemme og har lejet sted, der er stort nok til os alle. Her er planen, at vi skal integrere Sommeroase Online i vores lejrprogram og tage nogle af de bedste elementer, vi kender fra sommeroase – nemlig at spise, lege, lovsynge, bede, slappe af og lave børne og familieaktiviteter sammen
Der er familier i klyngen, der ikke før har været med på sommeroase, som på denne måde kommer til at møde elementer fra sommeroase.
Vi glæder os meget til uge 29, også selvom det ikke bliver “rigtig” sommeroase – og vi ber til, at vi også må samles så mange til den tid.
Elev klyngen