†Af Jakob Tarp
Én torsdag i måneden åbner vi dørene op på det sociale værested Hamlet. Unge i alderen 18-35 år fra Aarhus og omegn har her mulighed for at deltage i et fællesskab, hvor der er plads til at lægge dagens bekymringer, glæder og oplevelser bag sig, eller på bordet.
For ca. 2 år siden etablerede vi vores cellegruppe ud fra klyngen ”I-mellem”. Vi fandt sammen, da vi alle ønskede at koble cellens intime og tætte fællesskab, med diakonalt arbejde i Aarhus. Vi ønskede at være noget for nogen i vores by, og at opleve Guds nærvær på en ny måde. Vi undersøgte forskellige muligheder, og var ikke i tvivl, da Værestedet Hamlet dukkede op på vores radar. Hamlet er et værested for ensomme unge i alderen 18-35 år, og åbner dørene hver torsdag og fredag fra kl. 17.30-22. Hamlets mål og vision er, at alle unge i Aarhus har muligheden for at være en del af et meningsfuldt fællesskab, og der er derfor plads til alle.
Måltidet som aftenens centrale aktivitet
Kl. 17 mødes vi i lokalerne på Nørre Allé. Vi kommer alle fire mere eller mindre direkte fra arbejde, så den første halve time bruger vi på at tune ind, få en kop kaffe, dele hvad der lige fylder og så beder vi for aftenen. Aftensmaden (og opgaverne der hører hertil) er den største og vigtigste aktivitet på en aften i Hamlet. Når de unge begynder at møde ind fra kl. 17.30, har de ofte forslag til, hvad de godt kunne tænke sig at spise (og hvad de absolut ikke vil have). Pizza, fisk og salat, lasagne, ristaffel – mulighederne er altid mange, og vi finder i fællesskab ud af, hvad vi skal ud at købe. Når vi ikke lige er ramt af coronarestriktioner, er det helt naturligt for de unge at deltage i opgaverne omkring måltidet, og de har alle deres præferencer. Vi starter med handle i den lokale Rema 1000. Ofte er det én af os der tager afsted sammen med én enkelt af de unge, og vi hjælper hinanden med at overholde budgettet, finde de helt rigtige varer og får ofte tid til en god snak om dagens begivenheder. Når vi kommer tilbage, hjælpes vi alle ad med at gøre aftensmaden klar. Nogle laver mad i køkkenet, andre dækker bord, og der er også plads til at sætte sig ned og tage en snak. Når maden er klar, og vi sætter os til bords, kommer vi alle i øjenhøjde med hinanden, og snakken falder på stort og småt – dagens møde med sagsbehandleren, nyerhvervede kæledyr, den politiske situation i USA, de mest hippe Netflix-serier, osv. Efter aftensmaden fortsætter snakken i stuen, hvor vi også bruger meget tid på at spille spil og lave andre hyggelige aktiviteter. På nogle aftener laver vi temaaftener, hvor vi har planlagt aftenens forløb, som sidste år, da vi havde arrangeret Halloween-hygge eller lavet julequiz. Det vigtigste for de unge er dog blot at vi er til stede, åbner rammerne for et meningsfuldt fællesskab, hvor de oplever at have værdi.
Et måltid er ikke blot mad
Måltidsfællesskabet gør en stor forskel i de unges liv. Mange af dem har ikke ressourcerne til at lave maden derhjemme, og de har ikke mange mennesker omkring sig at spise med. Det bliver virkelig tydeligt for os, at aftensmaden og måltidet ikke blot dækker et fysisk behov, men i høj grad også er en social aktivitet, der dækker behov for at blive set, hørt og forstået, og for at deltage i et meningsfuldt fællesskab. De unge kommer ikke blot for at få mad, de kommer som aktivt deltagende individer, der ønsker at opleve at de bidrager til fællesskabet. I denne forbindelse er det vores opgave, at give de unge deltagelsesmuligheder i fællesskabet, så de får bragt deres styrker i spil og oplever ejerskab af fællesskabet.
Derudover giver de unge udtryk for, at det er betydningsfuldt for dem at have et sted, hvor de kan bringe sårbare emner op, og dele deres liv, med alt hvad det indebærer. De har brug for at blive hørt og nogle gange for at vi taler ind i deres situation. De er dog også meget nysgerrige på vores liv, og de mange samtaler giver også mulighed for, at vi kan fortælle om vores tro, og om, hvad troen betyder for os.
Hamlet er en central del af vores celle
At være frivillig i Hamlet, har virkelig været en velsignelse for vores celle. Vi oplever, hvordan Gud bruger os og udruster os til hver aften. Derudover oplever vi, at vi møder Gud på en anden måde, end når vi sidder derhjemme og studerer bibelen eller deler liv med hinanden. Det eneste det kræver af os er, at vi er til stede og nærværende.
Der er altid brug for flere hænder i Hamlet, så hvis du/I har lyst til at starte op som frivillig, er I velkomne til at prøve at være med en aften.
Kontakt os på: tarpjakob@gmail.com
Med venlig hilsen
Cecilie, Simone, Christian og Jakob