Med gudstjenester kl. 10.00 og 12.30 oplever man hurtigt begrænsningen i vores eksisterende sprog omkring 10- og 16-miljø. Specielt når vi taler med nye, der er kommet til kirken efter sommerferien.
Os der har været her lang tid ved, at vi med “16-miljø” mener “unge og studerende”, mens vi med “10-miljø” mener: “resten af menigheden kendetegnet af personer over 28-30 år, og deres børn”, hvilket egentlig er en uklar størrelse.
Der er derfor brug for nyt sprog, som ikke knytter sig op til et enkelt gudstjenestetidspunkt, men er mere beskrivende for, hvad vi reelt set mener. Alternativerne ligger lige for til at beskrive de forskellige segmenter vi har i menigheden, som også kan ses i vores vision “Med Gud for Aarhus”. Her bruges begreberne “Unge og studerende” og “familier” og “fællesskaber”. Hertil er der flere beskrivende ord, der kan hjælpe os til at beskrive dele af menighedens medlemmer. “Teenagere”, “Par”, “børn” “Singler”, “Folk i 40’erne” osv. Dem skal vi bruge, og samtidig sikre, at vi har relevante tilbud til hvert segment, samtidig med at vi mødes og har fællesskab på tværs.
At ændre sproget ændrer ikke vores fokus på at skabe relevante fællesskaber, tilhørsforhold og event for hvert segment. For unge og studerende er opstartet UpSide som ÅVM’s nye månedlige event for alle unge. Vi inviterer til en aften med fokus på at prise Gud, lytte til hvad han siger ind i vores liv og møde hinanden på tværs af netværk og venskaber. Samtidig understøttes segmentet af klyngefællesskaber, hvor unge og studerende mødes i mindre fællesskaber.
Al begyndelse er svær, og en vane kan være svær at bryde. Så lad os hjælpe hinanden til at få det nye sprog ind, så “koderne” passer med virkligheden.
Helt konkret lige nu betyder det, at vi ændrer navnet på “16-miljøets facebook gruppe” til “Unge i ÅVM”.