Da Folkestedet i samarbejde med klynger fra Aarhus Valgmenighed holdt adventsgudstjeneste, mødte lidt under 100 mennesker op. Mennesker fra forskellige fællesskaber som i et par timer denne søndag udgjorde en samlet menighed.
Af Sarah Thun Madsen
Det tog sin start i festugen, da klyngen Fliegen Sie Mit, som til daglig holder til på Folkestedet, tog initiativ til at holde en gudstjeneste selvsamme sted. Oplevelsen var efterfølgende, at ledelsen på Folkestedet var begejstrede, og allerede da blev tanken om endnu en gudstjeneste vendt og drejet.
Og en gudstjeneste blev der. Med i projektgruppen er blandt andet Rebecca Sode Jensen. Hun er leder i klyngen Aktion, som har sin gang på værestedet Håbets Alle, og da hun til gudstjenesten mødte en pige fra Håbets Alle blev det en stor opmuntring for hende i arbejdet på Folkestedet:
”Det er en bekræftelse af, at når vi som kirke går ud af de vante lokaler, og ind i nogle mere folkelige lokaler, hjælper det til, at der er en lavere tærskel til at være sammen. Det er en fed måde at mødes på tværs af nogle fællesskaber, som måske ellers ikke havde mødtes.”, siger Rebecca.
Kirken bringer lys i mørket
Den julepyntede foyer på Folkestedet danner et hyggeligt og lettilgængeligt rum for gudstjenesten. I døren byder et par unge fra Aktion velkommen, og lige indenfor står stole på række, og et lille band fra ÅVM akkompagnerer julesalmerne. Temaet er lys i mørket, og det, synes Rebecca, er fedt:
”Jeg tror, det er et mega relevant budskab, kirken kommer med. Både lys ind i vintermørket, og når det er lys ind i noget, som er svært eller andet som er mørke. Der er det fedt at være på et sted med en vision om at være noget for de ensomme og folk, der ikke har noget andet sted at være”, siger hun.
Da gudstjenesten er ovre bydes forsamlingen, der til denne gudstjeneste er menighed, på et krus med gløgg ved bålet. Og mens duften af æbleskiver og lyden af sprøde juletoner breder sig, kan initiativ-tagerne glæde sig over endnu en succes. Det er forhåbentlig ikke sidste gang Aarhus Valgmenighed og Folkestedet samarbejder om gudstjeneste i nye rammer.