Af Hans Christian Vindum-Pettersson, valgmenighedspræst

2024 har allerede været meget begivenhedsrigt. Vi begyndte året med vinterstorme og snefri til børnene. Da sneplovene ikke kunne følge med, og biler sad fast på E45, blev vi tvunget ned i tempo. Det var ubehageligt for mange. Det blev en vigtig påmindelse om, at der er ting, som vi ikke kan kontrollere, og at der er noget, som er større end os.

Og apropos noget større, så oplevede vi også i januar et tronskifte. Dronning Margrethe II’s historiske epoke afsluttedes på flotteste måde, og vi fik et nyt statsoverhoved. Tronskiftet har givet mig endnu højere forventninger til det kommende år. Jeg tror på, at Gud vil give os et kongeår!

I ugen efter tronskiftet blev Kong Frederik X’s nye bog ”Kongeord” udgivet, en selvfortælling, som giver os et billede af ham og hans valgsprog om at være ”forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Herfra lærer vi flere ting, som er opløftende for os som kirke.

Det, han i bogen siger om sit valgsprog, fik mig til at tænke på vores nye vision i ÅVM. Vi sluttede nemlig 2023 med at søsætte en vision om at være ”Centrerede om Jesus – Involverede i byen”, hvor vi udvalgte fire områder, hvor der skal drømmes, tænkes, og tages nye skridt i den retning. Nemlig:

  • At opbygge byen.
  • At udvikle omsorgen i menigheden.
  • At fremme trossamtalen.
  • At styrke den karismatiske hverdagskultur.

Særligt ift. at fremme trossamtalen og opbygge byen oplever jeg, at kongens udgivelse er en gave til os, idet den giver sprog og italesætter noget af det, som jeg tror ligger foran os. Vi lærer i bogen, at vi har et statsoverhoved, der på sin egen måde bekender en tro på at være ”forbundet til noget større”, til Gud og til fællesskabet, samt at tro fylder mere i kongefamiliens liv, end det gjorde tidligere.

Der bedes derhjemme, der tales om Gud, og børnene taler med. På den måde melder Kong Frederik sig i koret af flere og flere berømtheder og kendte personer, som åbner op for at tale om deres tro, hvor mange helt ublu taler om tro på Jesus. Kongen taler ikke direkte om Jesustro i sin bog, men holder et åbent sprog omkring troen – om det, der er større. Mon ikke trossamtalen bliver hjulpet godt på vej af det? – Det er da en oplagt mulighed for at deltage i trossamtalen. Vi kan eksempelvis spørge vores medborgere, naboer, venner og kolleger, om de, ligesom vores nye konge, har en tro på noget større. Og når der gives mulighed herfor, kan vi fortælle om ham, vi oplever, er større.

I sin bog taler Kong Frederik om at være forbundne og forpligtede på hinanden – i rigsfællesskabet og som lokal kirke er der en oplagt parallel til, at vi de kommende måneder skal tale om, hvordan vi er forbundne og forpligtede på menneskene omkring os, så vi er med til at opbygge byen, og dermed landet.

Jeg er fuld af forventning til de samtaler, menighedsrådet arrangerer her i det første halvår af 2024, hvor vi alle, som er en del af ÅVM, inviteres til at deltage i samtaler omkring de fire fokusområder. Jeg vil varmt opmuntre alle til at tage tid til at komme og bede og drømme og være med. Første møde bliver onsdag den 6. marts om aftenen, og der skal nok komme meget mere information herom.

Lad os lære af januar, at vi ikke kan kontrollere vores virkelighed, men i stedet kan søge tættere på ham der kan stilne stormene. Lad januars tronskifte fylde os med forventning for året og fremtiden, bede for vores nye konge, for landet, for kirken og for at Gud vil vise os vej til at være centrerede om Jesus og involverede i byen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *