For tre måneder valgte jeg, Mai-Britt Sørensen, at forlade trygge rammer i Danmark og i Aarhus Valgmenighed for at starte, på bibelskole i Bergen, Norge. Bibelskolen er kendt for at være meget frimodig i forhold til at bede for syge og mange mennesker bliver helbredt.
Elever som går på skolen, bliver udfordret til at leve et radikalt kristenliv og tage skridt i at tro på Guds plan. Undervejs i skoleforløbet, bliver de studerende sendt på teamturer for at nå mennesker med evangeliet.
I år blev det til fire teams, et team tog til Alta, et til Oslo, et til Skien og et blev i Bergen. Jeg var på det team der tog til Skien.
Af Mai-Britt Sørensen
Ankomst i Skien Vi ankom tidligt en lørdag morgen i november. Det kunne allerede mærkes, at vi havde fløjet længere sydpå fra Bergen til et andet klima i Skien. I Bergen er det som oftest koldere, mere regnfuldt og grovere i terræn. Vi blev hentet på busstationen af fire drenge, som kørte os til familien Furenes hus. Der var styr på alting, og vi blev modtaget med stil. Vi startede ud med brunch. Der stod jeg pludselig i et køkken overfor en dansker som hed Lene. Hun havde boet i Norge siden hun var 10 år. Er du dansk? udbrød jeg, og så grinede vi lidt af situationen og hinanden. Det var her i huset, at fire af os skulle bo den næste tid, så jeg skulle få rig mulighed for at snakke ordentlig dansk igen. Ingen af os vidste hvad ugen ville bringe os.
Gulset kirke Lørdag aften tog vi til gudstjeneste i Gulset kirke, som er en folkekirke med tilknytning til Norsk Oase. Kirken har kontakt med Bethel church, som er en kirke i Californien, hvor der for øjeblikket sker vækkelse. I dens udtryk er kirken meget traditionel og har beholdt meget af sin liturgi, men man mærker alligevel en enorm levende lovsang. Den første aften vi var med som team, fik vi lov til at velsigne de unge i kirken, og mange blev opmuntret og blev profeteret over.
Undervejs i løbet af ugen, havde vi tid sammen som team. Vi brugte meget tid på at søge Gud sammen og ind i mellem fik vi lov at bede for folk, blandt andet på et lovsangsmøde i en café for Ungdom i Opdrag (YWAM). Men det var egentlig ikke før i slutningen af ugen, at vi oplevede specielle gennembrud.
Telefonopkald fra Oslo-teamet Fredag aften var vi samlet i Præst Margrethes hus til laks og fællesskab. Så ringede telefonen, og vi fik rapport fra det andet team, at der var sket store ting i Oslo. Vi fik at vide, at teamet havde gået på gaden og ikke rigtig oplevet så meget gennembrud. De havde været lidt nedtrykte. Da de gik på gaden, hørte to af de studerende en mand råbe ad en kvinde i en elektrisk kørestol. De følte, at de skulle gå hen og stille sig bag kvinden. Pludselig ændrede atmosfæren sig. Manden som før var ubehøvlet, ønskede kvinden en god dag. De studerende fik lov at nærme sig kvinden og en af dem sagde til hende, at Gud havde håb for hende og fremtid for hende. Kvinden havde tænkt sig at tage sit liv samme dag og blev opmuntret af ordene. Da de bad for hendes ryg, mærkede de at det boblede i ryggen på hende. Knoglerne var knækket 32 steder og kvinden havde haft smerter i 8 år. Knoglerne voksede sammen og kvinden blev helbredt fra smerterne samme dag. Der stod vi i Skien og lyttede måbende til vidnesbyrdet, og vi begyndte at takke Gud for det som han havde gjort.
På vej til aftenmøde
Samme aften, gik vi tre styks til kirken fra præstens hus. Jeg gik og tænkte på alle mine og vores undskyldninger for ikke, at vi ikke så det samme gennembrud. Der er så mange ting som kan holde én tilbage fra at træde ud på Guds løfter. Den ene af de som jeg gik sammen med, var træt af at det ikke skete mere og sagde:Nej, det kan ikke passe, at vi skal tage hjem uden at se mere i denne by. Den sidste af os, begyndte at få hovedpine som blev værre og værre eftersom vi nærmede os kirken.
Midt i mørket, på vejen hen til kirken, hørte vi to stemmer. Det var et par som skændes. Vi fornemmede, at vi skulle standse og vente på, at de gik forbi os. Da de kom tæt på, gik vi op til dem. Vi fik lov til at bede for dem begge to ind i deres liv og smerter, og vi gik derfra med en følelse af at have velsignet dem. Men vi blev velsignet tilbage, for da vi kom til weekenden, var vi opmuntret til at fortsætte med at velsigne folk, og troen vi fik, skabte endnu mere tro.
Skattejagt i Skien
Om lørdagen tog vi med kirkens ungdom på skattejagt i byen. For dem som ikke ved, hvad skattejagt er, er det at spørge Gud om, hvilke personer som han ønsker at vi skal møde. Det er nemlig ikke alle som er klar til det. Derfor kan man forinden skrive små clues ned om, hvem de er, hvordan de ser ud, hvilket sted man vil møde dem og hvad de ønsker bøn for.
Før vi tog afsted oplevede jeg at få et stik i ryggen. Det var et kundskabsord om, at nogen havde ondt i ryggen. På min liste havde jeg skrevet gammel dame. En anden havde brun jakke og en tredje rolator og ondt i ryggen. Og vi så mødte en gammel dame i brun jakke med rolater, i byen. Vi spurgte hende om hun havde ondt i ryggen. Til det, svarede hun ja. Hun tøvede lidt med om vi måtte bede for hende, fordi hun var ældre og derfor naturligt fik rygsmerter. Men da hun så vores clues på papiret om, at vi netop skulle finde hende, blev hun mere positiv overfor idéen. Hun gik med til, at vi bad for hende. Da vi lagde hænderne på hendes ryg, var der en varme på området, hvor hun havde smerter. Gud gjorde noget lige der. Hun følte det selv. Hendes smerter gik væk, og hun så forundret ud i ansigtet. Der skete virkelig noget.
Når Guds virkelighed griber ind i vores virkelighed
På turen oplevede vi flere ting ske. Undervejs i løbet af ugen, blev to frelst og flere fik personlige gennembrud i livet. Jeg oplevede selv et stærkere nærvær af Gud.
Det vigtigste som skete, var nok at opleve, hvor let det hele syntes. Det var som om Gud havde tilrettelagt turene til byen for os med sin egen timing. Vi kunne bare træde ind i de planer som han allerede havde lagt frem for os. Jeg blev klar over, at det aldrig er ham som er begrænset, men kun os som kan begrænse ham.
Når blot vi stiller os til rådighed for ham og tillader hans kraft at flyde igennem os, så bliver himmelens virkelighed levende rundt omkring os. Himmelens virkelighed er den, at liv skal genoprettes, sår skal heles, der skal ingen smerter være, der skal ingen ondskab være og mennesker skal stå sammen for hans navns skyld. Det er ikke bare tomme løfter som vi får, men løfter der virkelig ændrer på virkeligheden, uanset hvilke omstændigheder, vi står i. Det var stærkt at opleve at dette kunne blive til virkelighed gennem små studerende som os, der i mange tilfælde ofte har fejlet på profetisk og somme tider oplever, at folk ikke bliver helbredt.
Gud har kærlighed for alle uanset om vi fejler eller ej. Derfor kan vi trygt gå gaden og dele hans liv med andre.