Af Hans-Christian Vindum Pettersson
For 2 uger siden var menighedsrådet sammen i sommerhus for at have god tid til at tale om menighedens mange anliggender. Heriblandt dykkede vi ned i den nyeste sund-kirkevækst-undersøgelse, som vi foretog i begyndelsen af året. Der var mange tegn på opblomstring og revitalisering, og det er værd at fejre. Men de faktorer som lå lavest, og som derfor skal have fokus, er fortsat evangelisation og spiritualitet. Det vil vi begynde at undersøge nærmere og arbejde med i MR, Daglig Ledelse og Stab.
Men jeg kan ikke lade være med at føle, at Gud lagde tingene til rette, så jeg i denne uge skulle på Alpha-konference i Holy Trinity Brompton Church, London; arnestedet for Alpha. Jeg rejste heldigvis ikke alene, men sammen med Cecilie, Mathias, Matthias, som er lederne af hhv det gamle og det kommende Alphateam. Konferencen var for kirker i Europa og USA, som bruger alpha-kurset som en fast del af deres menighedsliv. Formålet var at blive ”refreshed, encouraged and emboldened” i at genoptage Alpha efter Covid. Det var på alle måder inspirerende for teamet at opleve.
På den første dag delte den ledende præst, Nicki Gumbel, en tanke, som jeg ikke kan slippe:
”Evangelization is primary for a church.”
Så simpelt, selvindlysende, sandt og samtidig svært at udleve. Og det ræsonnerede utrolig godt med det, som jeg var fyldt af i forhold til vores egen menighed.
Der er nemlig meget som skal ledes i en etableret kirke som vores. Og nogle gange kan drift og vedligeholdelse af alt det gode, vi har opbygget, betyde, at formålet drukner, og vi bliver ufokuseret. Det var en stærk påmindelse for mig: evangelisation er formålet med det hele. Det er vores primære formål.
Misforstå mig ikke, det er meget vigtigt at have fokus på gudstjenester, fællesskaber, åndelig vejledning, bøn, tilbedelse, spiritualitet, oplæring, diakoni, børnekirke, bygning og budgetter. Men det duer ikke, hvis det fjerner fokus fra missionen: gør disciple (Matt 28). Alt det andet er ikke uvigtigt, men sekundært. Det er til for at vokse i tro og efterfølgelse af Jesus, så vi hver især kan forblive en del af Guds folk med et gudgivet formål.
Men hvad kendetegner så kulturen i et fællesskab, der har sat dét at invitere venner, familie, naboer, kolleger til at tale om livets spørgsmål og kristendommens mulige svar før alt andet?
Den kirke jeg mødte i London vil jeg beskrive som: Gæstfri og indbydende; Generøs; Lyttende og ydmyg; Engagerende og bemyndigende; Fejrende; Åndspræget.
Og i HTB Church vil de selv sige, at de kendetegn er udviklet ved kontinuerligt i 40 år at have inviteret mennesker på Alpha for at udforske Jesus og prøve kirke på en indbydende, forståelig og relevant måde.
Og ja, deres kultur er både afvæbnende, nede på jorden og samtidig vildt åndspræget. I den sidste uge har jeg set flere helbredelser, hørt flere profetiske ord, og mødt mennesker, som for 10 uger siden ikke troede på Gud, men som nu gør. Jeg har sunget mig hæs, set Helligånden manifestere sig, grædt, grinet, givet og modtaget ord og billeder i et væld som aldrig før. Det har været en ægte ”på-bjerget-med-Jesus-erfaring”, og jeg er Gud taknemmelig for det.
Jeg ville elske, hvis det i endnu højere grad blev ord og erfaringer, man ville beskrive vores kirke med. På nogle områder ser jeg det allerede. Fx ser jeg mange, som har hjerte for at opbygge godt fællesskab og mange, som har stor kærlighed til deres relationer, som ikke er en del af en kirke. Jeg oplever ofte, at nytilkomne føler sig taget godt imod. Og hver eneste gang jeg hører et menneske udtrykke glæde over fællesskabet, over gudstjenesten, over at føle sig hjemme, så fortæller det mig, at vi er på vej i den retning.
Men noget af det som jeg tror vi mangler, er det fælles rum, hvor vi bekymringsløst kan invitere egne venner og familie med, uanset om de har en historie med Gud og kirke eller ej. Vi har brug for det sted. Og den gode nyhed er, at det sted findes. Alpha i ÅVM er blevet genstartet af en gruppe fantastiske frivillige under Covid-19. Og jeg tror, det er vigtigt, at det igen bliver mere centralt for hele menigheden. Det har potentiale til at skabe en fantastisk kultur og sætte den rette ramme for alt det, vi også gør. Det minder os nemlig om, at evangelisation er det primære, mens alt andet er uundværligt understøttende.
Så fra denne uge beder jeg om, at Gud vil antænde vores allesammens passion. Passion for Jesus. Passion for vores venner og familie. Passion for at lade de to møde hinanden.