Af Jane Baumgartner, assisterende præst
Torsdag den 8. februar 2024 startede fastelavnsfejringen til familiegudstjenesten.
Fra 16-tiden indtog de første prinsesser, drager og superhelte caféen til saft og fastelavnsboller og de mange meget fantasifulde kostumer blandt både børn og voksne blev beundret.
Det dygtige lovsangsband havde fundet alle de gode sange og rytmer frem, som handlede om, at uanset om vi er små eller store; stærke eller svage – superhelte eller bare helt almindelige – så er vi faktisk lige, som vi skal være. Som altid var de dygtige børne-sangere med på scenen!
Herefter fulgte den helt traditionelle tøndeslagning (se billederne under artiklen). Der var heldigvis slik inde i tønderne – og ikke nogle katte. Der var to tønder til børnene – og så var der en voksentønde, som de ældste børn og nogle af de voksne, fik lov at prøve kræfter med. Konge- og dronningekroner blev uddelt, og mens børnene tyggede karameller, stillede de voksne op til spisning.
Det krævede nogle lange borde at få bænket de godt 110 gæster.
Humøret var højt hele vejen igennem – gode snakke fandt sted henover bordene og i legerummet; børnene hyggede sig og susede rundt i hele kirken – andre fandt ro over Duplo og tegnesager i Mini-kirken. Vi glæder os allerede til næste familiegudstjeneste, som er den 14. marts 2024.
Hvis nogen har lyst til at være med i teamet; så sig endelig til! Lige nu er vi særligt på udkig efter nogen, der kan tage sig af logistikken omkring fællesspisningen.