Af Sigrid Blay Steiner, frivillig Blå Kors
Stjernestunder Unge Aarhus startede i sommeren 2020 som en sommerindsats for unge i udsatte livssituationer. Tanken var at skabe et frirum og gode oplevelser for unge, der kommer fra udsatte familier, og som på grund af COVID-19 blev ekstra hårdt ramt. Projektet fik lov til at fortsætte efter sommeren og er i dag en fast del af det stykke arbejde Blå Kors laver rundtom i landet.
Til Stjernestunder Unge ser aktivitetsdagene sjældent ens ud. Vi har været i forlystelsesparker, på kanotur, afholdt julebingo og meget mere. Vi oplever, at der er et utroligt stort behov for et projekt som dette og for netop denne aldersgruppe, da de ofte er lidt i et limbo, hvor de hverken er børn længere eller helt voksne endnu.
Det har det ikke været uden bump på vejen at starte pilotprojektet op. COVID-19 har gjort det utrolig svært at nå ud til de unge og ikke mindst at samles. Men med lidt tro og stædighed er vi blevet ved med at arrangere og afholde Stjernestunder – også selvom der til tider kun har været en eller to deltagere. Vi har i stor grad oplevet, at jo mere vi blev ved med at køre på, jo større tillid blev der skabt mellem de frivillige og ikke mindst de unge, hvor nye venskaber spirer frem.
Blå Kors arrangerer Stjernestunder for unge, som er 13-18 år. Vi mødes fem til seks gange om året (altid en lørdag eller søndag), og dagene planlægges og afholdes af vores fantastiske frivillige team.
Hvis du vil høre mere, så tjek vores Facebook, Instagram eller hjemmeside ud! Vi ville elske, hvis du fulgte med!