Af Rasmus Villumsen, frivillig på krisecentret

Den første mandag i hver måned står aftenen på frivilligt arbejde ude på Århus krisecenter. At være frivillig på krisecenteret giver utroligt stor mening, når vi kan hjælpe personalet med de opgaver, som kommer i vejen for, at de kan hjælpe de kriseramte kvinder. Uanset om vi er 3 eller 10, som tager derud, så sætter de virkelig stor pris på den hjælp, som bliver leveret.

Frivillighed bliver kun endnu federe, når vi virkelig kan mærke, hvordan det gør en kæmpe forskel, og at personalet af hjertet bliver taknemmelige for vores hjælp.

Hjælpen består i alt muligt – for eksempel at flytte rundt på møbler, samle nye møbler, rydde op, gøre rent, sætte ting op på væggene og sortere tøj fra genbrug. Dermed spænder vi bredt i kompetencer i alt fra rengøringsfolk til praktiske handymænd. 

Efter at have hjulpet til på krisecenteret i 2 år, så er det fedt at se, at krisecenteret får nye muligheder og ønsker for at hjælpe deres beboere. Sidste indsamling i ÅVM til krisecenteret her i foråret gik til et motorikrum, hvor kvinder og børn kan komme ind og slappe af, meditere, få kropsterapi eller anden form for afslappet rolig bevægelse. Det giver super meget mening.

Det, som er forunderligt ved at være frivillig på kvindekrisecentret, er, at man på et tidspunkt får et hjerte for de mennesker, som man hjælper, når man ved, hvor betydningsfuldt det er for dem.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan et krisecenter rent faktisk hjælper kvinder og børnene, så prøv at se “Indefra med Anders Agger” afsnittet omkring Danmarks krisecentre. Du kan selvfølgelig også altid selv blive frivillig på kvindekrisecentret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *