Af Hans Christian Vindum-Pettersson, valgmenighedspræst
Siden sommer har jeg fundet nye ruter at løbe. I lang tid har jeg luntet rundt i Hasle Bakker, men på det sidste har jeg bevæget mig ud på stisystemerne omkring den Permanente. Det har været lækkert at kunne afslutte med en dukkert i bugten.
Efterhånden er jeg ofte endt med at sidde længe bagefter på bølgebryderne med udsigt over Aarhus’ nye bydel og den ikoniske bygning, Lighthouse. Jeg er glad for navnet på den høje bygning i vandkanten. Det siger noget om byens ambition: at være et fyrtårn for fremgang og at nå nye højder.
Og billedet af fyrtårnet har jeg båret med mig ind i efterårets arbejde med menighedens fremtid og mulighederne i 2024. Vi har i disse dage fået finpudset formuleringerne på visionen og hvad vi mener er Guds retning for os i de kommende år. Og nu sidder jeg her igen og tænker på fyrtårne.
Jesus talte aldrig decideret om fyrtårne, men han talte om byer, som på hans tid udgjorde fyrtårne i samfundet i mere end én forstand. I bjergprædikenen siger han: ”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules.” (Matt 5,14). Hvad var det ved byen på bakketoppen, som Jesus ønskede at hans disciple efterlignede?
Byer var (og er) pejlemærker for mennesker at navigere ud fra. I de sorte nætter kan lyset fra byen helt konkret ses mange kilometer væk, som et fyrtårn for skibe på havet. En hjælp til natlige rejsende. Byerne var også fyrtårne forstået som forbilleder hvad angår civilisation, retfærdighed, ny tænkning og kultur.
De gamle bjergbyer var også reelt fæstninger, for de havde mure, og udgjorde sikre tilflugtssteder. Byerne kunne beskytte mennesker fra fare og afskrække fjender fra at angribe dem. Det var derfor ikke byens opgave at skjule sig, men derimod at være tydelige, synlige og åbne for mennesker at søge tilflugt.
Fra min vindblæste plads på en bølgebryder tager jeg Jesu udfordring til mig. Jeg tror, at han mener, at vi skal være kendetegnet ved de samme ting som de gamle byer og fyrtårne. At vores indbyrdes fællesskab udstråler, at her kan du skamløst søge tilflugt fra fare og være i sikkerhed. At vi må være forbilleder som man kan se hen til for lysende inspiration. At vi må udgøre pejlemærker for dem der vandrer i mørke, pejlemærker i livet – især livet med Gud.
Apropos fyrtårne og forbilleder, så kom nogle af kirkens åndelige mødre til mig for nogen tid siden. De er store forbilleder for mig hvad angår trofast forbøn og at søge Gud først. De delte en række profetiske ord, billeder, bibelvers og tanker for fremtiden som de oplevede at have fået lagt på hjerte. Disse ord har vi lyttet til i menighedsrådets arbejde, ligesom jeg selv har grundet over dem siden.
Et grundtema fra deres bønnetid som stemte helt overens med ledelsens tanker om vision og fremtid var ganske simpelt: ”Mere Jesus!” Så der skal min lille refleksion ende. Jeg tror, at jo mere Jesus bliver vores sikre tilflugtssted og forbillede, jo mere kan vi udleve hans vision for sin kirke – jo mere kan vi selv være som fyrtårne.
