Af Keld Braüner, projektleder
Bygningen på Casa Ioana, som ÅVM har samlet ind til de sidste år, står nu færdig. Som du måske har hørt, brød en brand ud i bygningen, kort efter at den var færdigbygget. Men alt er nu repareret, og bygningen er taget i brug.
I påsken var der en flok af BBS´s venner nede for at besøge Casa Ioana og var med til indvielsen af den nye bygning. Her følger en lille beretning om besøget, fra en af de besøgende:
Første besøg gjorde indtryk Af Åge Langdahl.
I påsken var Gerda og Åge med på BBS-rejsen til børnehjemmet Casa Ioana. Turen var deres første besøg i Rumænien. Og mødet med børnene på Casa Ioana gjorde stort indtryk.
Da der så kunne blive plads på en tur til børnehjemmet, sagde vi ja tak til at komme med.
Vi fløj fra Billund lørdag den 1. april om morgenen og landede i Iasi ved middagstid, hvorfra vi blev trans- porteret til Botosani i minibusser. Vi blev indkvarteret i den nye bygning på børnehjemmet, medens andre fra gruppen blev indkvarteret på et nærliggende hotel.
Vi var ikke meget mere end indenfor døren på Casa Ioana, før en af drengene, Gigi, bød os på kaffe. Og da vi alle var blevet bænket i børnenes spisestue, fik vi suppe.
Herefter foregik samværet og måltider mest i den nye bygning, hvor vi var sammen med børnene og senere også med grupper fra Østrig og Tyskland.
Det samvær med børnene og Cristi og det øvrige personale gjorde indtryk på os. Børnene virkede frie og glade, og vi hyggede os sammen med dem, selv om kommunikationen kunne være lidt besværlig, og Google ind imellem måtte tages til hjælp.
Om søndagen var vi sammen til gudstjeneste. Det var godt at være sammen om. Trods fremmedsprog fornemmer vi jo enheden i Kristus. Vi blev præsenteret for menigheden. Lars (Formanden for BBS) sagde et par ord til menigheden, og vi sang på hvert vort sprog ”O, store Gud”.
Vi var med ude hos nogle meget fattige romafamilier med nogle hjælpepakker. Vi kunne ikke være i tvivl om, at al hjælp var til gavn. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, om de ikke blev mere udstillet for os, end det var rimeligt. Der var noget håbløst over det. Det er så vanskeligt at se, hvordan deres situation kan vendes.
Det var godt at få ansigter på nogle af de navne, vi har hørt om. Bare Cristi kan blive ved at holde til alle de bolde i luften.
Vi var glade for at være med. Også selv om turen blev lidt længere end planlagt på grund af den usædvanlige mængde sne, der lukkede os inde, så vi først kunne rejse hjem langfredag.
Denne lille rejseberetning, håber jeg giver et lille glimt af, hvad det er for et sted vi har samlet ind til de senere år. Der er ingen tvivl om, at jeres donationer har gjort en stor forskel for byggeriet, og dermed også for de børn som nu bor på Casa Ioana. Tak for det!