Torsdag lige før vinterferien myldrede det ind i kirkerummet med glade børn og forældre. De var inviteret til hverdagsgudstjeneste for familier – en 30 minutters gudstjeneste i familiehøjde rettet mod børn op til skolealderen. Ved indgangen fik alle børn en lille pose slik, som de kunne hygge med under gudstjenesten – under de gældende restriktioner må vi desværre ikke synge sammen, men en lille snack må man heldigvis gerne spise i kirkerummet!
Temaet var ”Gud kender dig” og i anledning af fastelavn var mange børn klædt meget fantasifuldt ud. Alle børn fik lov til at stille sig op på stolene, så alle kunne se de flotte udklædninger.
Det var tydeligt at både børn og voksne nød at være tilbage i kirkerummet og fælles fejre gudstjeneste. Musik og sang blev leveret af Nanna Smalbro Band – med familiens børn på forskellige instrumenter.
Efter gudstjenesten lød anmeldelsen fra en af børnene: ”Det var lige for børn”!
På torsdag den 4.3.2021 har vi igen en hverdagsgudstjeneste for familier kl. 16-16.30. Her bliver temaet ”Gud i stilheden” – og det kommer ikke kun til at gå stille for sig! Der er tilmelding på: www.tilmelding.åvm.dk
Jane Baumgartner