Skrevet af: Morten Hørning Jensen
Når man ikke kender en histories udfald, kan en pludselig drejning ryste selv den garvede
Hollywood-horror
Har du nogensinde set en film, hvor handlingen pludselig tog en drejning, der kom totalt bag på dig?
For et par år siden tog jeg med et par andre drenge ind for at se, hvad jeg troede var en actionfilm med en kendt amerikansk action-skuespiller. Men pludselig, et stykke inde i filmen, tog plottet en uventet drejning. Frem for krudt, kugler og brændt gummi, poppede pludselig menneskeædende monstre frem på skærmen. En virus’ havde stort set udslettet jordens befolkning ved at genetisk forandre mennesker til en art lyssky nattedyr, der nu stort set havde ædt jordens befolkning op (nej, det var ikke Walking Dead …).
Jeg havde ikke set den vinkel komme, og mine parader var helt i bund. Selvom jeg gjorde mit bedste for at skjule det bagefter, sad skrækken godt fast i mig. Endda i flere måneder (… år, men sig det ikke til nogen)!
Påske-horror
Påskens beretning er ikke langt fra en sådan omgang Hollywood-horror. I hvert fald stod skrækken malet i disciplenes ansigter. Nogle gemte sig rystende inden døre (Joh 20,19). Andre skred i skuffelse fra Jerusalem (Luk 24,21).
Det kan være svært for os, hvis vi kender påskens beretning bagfra, at forstå disciplenes reaktion. Vi har paraderne oppe og ved, hvad der venter i Jerusalem.
Men hvorfor skulle Jesus dø? Det spørgsmål rungede voldsomt i disciplenes sind. Det var på grænsen til en dårlig historie. Måske forventede de ikke ”krudt, kugler og brændt gummi”, men så da ”konge, kongerige” foruden ”magt, myndighed og Messias”! Alt, hvad de havde drømt om, passede ikke på den næsten genetiske forandring, plottet om Jesus tog, da han hang der, på korset.
Så, hvis vi følger disciplenes vandring fra sværd til sorg, bliver spørgsmålet rungende: Hvorfor skulle Jesus dø?
Opstandelsens svar
Opstandelsen giver svaret: Jesus skulle dø for at opstå. Opstandelsen forvandlede påskens horror-kors til en sejr. Faktisk, når vi til gudstjenester, ved barnedåb eller personlig bøn slår korsets tegn over os, så lægger vi os ind under et tegn, som ingenting kan besejre. For det bærer opstandelsens liv i sig. Det er så tomt som graven.
Midt i en verden mærket af død og ødelæggelse – midt i vores egne liv mærket af selv samme – er dét virkeligheden en overraskelse større end alle andre lagt sammen.
Gud elsker os så meget, at han mærker os med et tegn så stærkt, at selv døden i os til sidst må erkende sit nederlag. Livet fra Jesu tomme grav er bare for blændende stærkt.
Glædelig påske – i det tomme korsets tegn!